Hvad er det her for et sted?
Psyche Café er en særlig størrelse. Som der står på skiltet udenfor, byder det høje kælderlokale ikke bare på mad og drikke, men også på ’vibrationer’. Og det er ikke engang løgn. Det vibrerer af good times med afslappet personlig service ved hvert bord, legesyg tværfløjtejazz og højt humør, når folkene i køkkenet synger så højt og entusiastisk med på den italienske slager ’Volare’, at gæsterne er lige ved at svare »Åh-åh!«.
Det er græsk-amerikanske Theophilos Constantinou og polske Mati Pichci, der har åbnet en café i de lokaler, der i 10 år husede Christian Puglisis michelinrestaurant Relæ og siden restaurant Koan. Og det ligner sig selv: de samme lækre smukt designede egetræsmøbler, messinglamper og et åbent kig til køkkenet. Indtil videre har makkerparret kun lejemålet frem til nytår, men hvis man skal måle ud fra den popularitet, cafeen har opnået på rekordtid, og på den hype, der omgiver Pichcis omeletter, bliver det nok forlænget.
