Nonbinær står øverst. Under det transkvinde, ciskvinde, transmand, cismand og interkøn. Og hvis du ikke kan genkende dig selv i en af de seks muligheder på spørgeskemaet i venteværelset med bløde sofaer, hørgardiner og kondomer i store vaser, kan du skrive et syvende alternativ, så testerne ved, hvilke sexsygdomme du skal testes for. Og hvordan, de skal gøre det.
Tre eftermiddage om ugen er Checkpoint i indre København et helle for byens seksuelle minoriteter. For selv om alle unge er velkomne, ved de i den skjulte klinik inderst i en dyb baggård på Vestergade lidt mere om de mennesker, som ofte føler sig misforstået i en almen lægepraksis, fordi de falder uden for den smalle heteroramme.
