I det nye format Sexdagbogen beder Ibyen anonyme københavnere dele historier, der normalt bliver i mørket. Denne gang fortæller en mand om et knald, der aldrig skulle have fundet sted.

Hun knappede hans bukser op og sagde, at ingen nogensinde behøvede at vide noget

Collage Karina Kofod
Collage Karina Kofod
Lyt til artiklen

Velkommen til Sexdagbogen, hvor anonyme læsere deler historier fra deres sexliv. Vil du fortælle en? Så skriv til tipibyen@pol.dk.

»Min kæreste og jeg havde været sammen i 7 år, siden vi var 20, stort set alle vores formative år. Hun var min første rigtige kæreste. Faktisk havde vi kendt hinanden siden folkeskolen, hvor vi gik i parallelklasse. Vi mødte tilfældigt hinanden til en fest som 20-årige, hvor vi kyssede, og kort tid efter var vi kærester. Og vi holdt ud. Da alle andre ungdomskærester slog op, fordi de startede på uddannelser, flyttede vi sammen. Og vi holdt ud.

Da vi blev 27, var vi begge to ved at være færdige med vores uddannelser, vi havde været kærester i 7 år og boet sammen i 4. Og så var det, at hun begyndte at snakke om børn. Ikke at hun nødvendigvis ville have det nu, men hun ville gerne vide, hvor jeg stod. Så der var altså ikke noget pres.

Med til historien hører, at jeg det seneste år var begyndt at feste meget, og jeg var også begyndt at eksperimentere med stoffer. Jeg havde sommetider weekender, hvor jeg knap nok var hjemme, fordi vi bare sad en flok drenge hjemme hos en og tog streger. Jeg kender mange, der var begyndt at tage stoffer mange år tidligere, og det var, som om jeg følte, jeg var bagud og havde noget at indhente.

Men altså, det ændrede på mange måder dynamikken mellem min kæreste og mig, fordi hun i stigende grad fik en fornemmelse af, at jeg levede et dobbeltliv i weekenderne. Hun havde ikke noget imod, at jeg eksperimenterede, og hun var da heller ikke Guds bedste barn, men de gange, jeg ikke var kommet hjem klokken 11 dagen efter, blev hun, forståeligt nok, bekymret. Set i bakspejlet tror jeg også, det var derfor det med at stifte familie pludselig blev et mere påtrængende samtaleemne.

Mit festniveau fandt med tiden et mere naturligt leje, og en forårsweekend tog vi i sommerhus. Over den friskbryggede kaffe og nybagte boller proklamerede jeg, at jeg også var klar. Til baby. Det næste skridt i vores forhold. Nogen tid senere fik hun sin spiral ud, og da vi havde sex, var vi to fnisende teenagere. Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, og jeg mindes også, at vi havde sat noget easy listening på. Ni måneder senere skulle vi måske være forældre!

Hun blev selvfølgelig ikke gravid med det samme, men der skete noget inde i mig, som jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg blev tiltagende urolig og fandt på undskyldninger for ikke at have sex. Med hende.

Det hele var virkeligt

En lørdag var jeg inviteret til en fødselsdag hos en studieven, og jeg tog derhen med en fyldt lommelærke og en sixpack. Festen gik fuldstændig over gevind og blev crashet af alle mulige. Stuen blev bare ét stort dansegulv, og vi stod alle sammen meget tæt. På et tidspunkt gik jeg ud i køkkenet for at trække luft, og der faldt jeg i snak med en kvinde. Hun var nem at tale med, vores kemi var der instantly, og jeg syntes også, hun var utrolig smuk.

Det er senere gået op for mig, at hun lignede min kæreste helt sindssygt meget. Men det kunne jeg altså ikke se der.

Vi gik ind for at danse, og der kyssede hun mig, og jeg kyssede hende. De dansende folk omkring os bumpede hele tiden ind i os, så jeg foreslog, at vi gik et andet sted hen. Det viste sig, at hun boede i gården. Så vi gik over til hende, og hun viste mig ind på sit værelse, tog mig i hånden og førte mig hen til sengen.

Sengetøjet var sådan noget lyseblåt bølget noget, som lignede det, vi havde på derhjemme. Der følte jeg for første gang et stik af dårlig samvittighed. Hun sagde, at ingen nogensinde behøvede at vide noget, og hun knappede mine bukser op. Hun gav mig et blowjob og efterfølgende gik jeg ned på hende. Hun satte kondom på min pik, og så knaldede vi længe. Forfra, bagfra. Hun red mig, og jeg slikkede hende igen.

Når jeg har drukket, er det næsten umuligt for mig at komme, og hun sagde, at hun aldrig kunne komme med nogen første gang, så på den måde var der lagt op til et maraton. Til sidst var vi udmattede og stoppede. Og så føltes det, som om en fortryllelse blev ophævet. Det er den bedste måde, jeg kan beskrive det på. Jeg forstod pludselig, hvad jeg havde gjort, at det hele var virkeligt. Og jeg panikkede indeni. Jeg sagde, at jeg måtte hjem, og det var hun helt okay med, sagde hun, og mindede mig endnu en gang om, at ingen behøvede vide noget. Så jeg skyndte mig i tøjet, jeg vaskede mit ansigt, min mund og min pik meget grundigt med hendes lavendelhåndsæbe. Det var ikke særlig rart.

Otte måneder senere ...

Dagen efter gik jeg til bekendelse over for min kæreste. Hun blev vred og ked af det, og hun bad mig tage væk en uge. Da jeg kom hjem, sagde hun, at hun ikke gad tilgive mig. Hun tog hen til sine forældre i en måned, som jeg så brugte på at finde et nyt sted at bo.

Jeg boede på min vens sofa et par uger, men så var jeg virkelig heldig at få en lille andelslejlighed, som jeg stadig bor i. Alene! Hun brød al kontakt med mig, og otte måneder senere var hun gravid med en ny kæreste.

Jeg har fortrudt mange, mange gange. Vores forhold fortjente bestemt noget helt andet. Jeg er kommet frem til, at det var en desperat handling, fordi jeg var på vej ud i noget, jeg ikke var klar til. Jeg ville nok slet ikke have et barn der, selv om jeg sagde det. Hvorfor sagde jeg det? For at gøre hende glad? Fordi folk spurgte, om vi snart skulle have børn?

Det ved jeg stadig ikke.

Inger Christine Løwe

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her