»Man kigger rundt som 50-årig og er blevet usynlig. Nå! Nu skal jeg gøre alt for at se ung ud – eller gå i graven«.
Sådan lyder det fra en skuespiller, Politiken har talt med. Hun har tidligere haft en hovedrolle i en prisvindende tv-serie på DR og vundet både udenlandske og danske priser for sine præstationer, men nu, hvor hun er fyldt 50, er telefonen stille. Skuespilleren ønsker ikke at optræde ved navn, da hun tror, at det i endnu højere grad vil ødelægge hendes chancer i branchen. Redaktionen kender hendes navn.
»Jeg havde aldrig troet, det ville ske for mig. Jeg har trods alt en position. Så går man et stykke tid og tænker »Er der noget galt?«. Man vender det indad. Og pludselig møder man kolleger, der heller ikke har noget. Og så sidder der en hel flok, der ikke har haft noget i to år. Jer, der er så gode – har I heller ikke noget?«, siger kvinden og forklarer, hvorfor hun ønsker at optræde anonymt i denne artikel:
»Når det er anonymt, håber jeg, der kommer mere fokus på det strukturelle og generelle i stedet for på den enkelte person«, siger hun.
