»Lad mig bare sige det, som det var: Min kæreste var skredet fra mig, og jeg havde voldsomme, voldsomme kærestesorger.
I begyndelsen havde jeg svært ved at genkende mig selv, jeg var fuldstændig desperat og opførte mig, som jeg forestillede mig, at en 20-årig med sit første knuste hjerte ville gøre. Og jeg var altså 36. Jeg var inde på hendes Instagram hver dag for at se, om der var sket noget, indtil hun blokerede mig. Så brugte jeg mit arbejdes profil til at se hendes stories.

