Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse.
Jeg står i et kæmpe problem. Jeg har været gift i nogle år efterhånden og elsker min kone, men jeg har dummet mig big time. Jeg har løjet over for en anden kvinde og fortalt, jeg var single, men den anden kvinde ville jeg ikke have noget personligt at gøre med, ud over at det skulle være skriveri, og ja, hun finder så ud af, at jeg er gift.
Jeg er ærlig omkring det for min kone, og nu har vi så balladen, for jeg kan ikke fortælle, hvorfor jeg har gjort, som jeg har gjort, hvilket jo ikke rigtig giver mening. For jeg vil ikke have andre end min kone. Jeg er godt klar over, jeg har såret min kone. Det skriveri med den anden har foregået i en periode på en dag, ikke mere.
Håber på lidt hjælp eller rettere råd til, hvad fanden jeg gør.
Mvh
Den triste
Gæsteredaktør Niels Overgaard:
Kære den triste
Først og fremmest: I feel your pain. Jeg kender skammen og tristheden over at have såret et andet menneske og skuffet mig selv. Det er slet ikke sjovt.
Når det er sagt, så tror jeg ikke, at du er helt ærlig over for dig selv. Du skrev med den anden kvinde og løj for hende af en grund: fordi du havde lyst til noget spænding. Det vil sige, at du ville have et eller andet ud over din kone, også selv om det er forkert.
Det vigtige er, at det ikke gør dig forkert. Det gør dig menneskelig. Som art er vi dømt til at fejle. Og det er utopisk at tro, at man kan være sammen med et andet menneske i mange år, uden at en eller begge af parterne undervejs oplever at have lyst til andre. Jeg kender ikke dit parforhold eller din kone, men det kunne jo være, at hun også har oplevet den følelse, måske endda hun har handlet på den, måske ikke.
De forhold, der lykkes over tid, og jeg er desværre ikke selv erfaren udi den disciplin, tror jeg ikke er dem, hvor ingen nogensinde har lyst til andre. Eller dem, hvor ingen sårer hinanden. Det er dem, hvor man sammen formår at forvandle modgangen og tilbageslagene til at rykke tættere sammen.
Det kræver mod og ærlighed. Mit forslag er, at du finder modet til at være ærlig over for både dig selv og din kone, så denne ærgerlige situation kan være afsæt for nogle snakke, som kan bringe jer videre.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære den triste
Hvis man vil blæse og have mel i munden, så ender det tit med noget griseri. Du er blevet ramt af et øjebliks liderlighed, en drøm om at være mere tilgængelig for det dejlige i verden. Vi er kvart i »Bare ærgerligt, Sonnyboy«.
Det irriterende ved løgne er jo, at man skal forklare, hvorfor de opstod. Du ville have mere, end du havde, den grådighed kan komme over os alle. Men du har taget en bid af kagen, og nu står din kone og peger på det store tandaftryk i glasuren, mens du, med ansigtet smurt ind i sukker, påstår, at du faktisk slet ikke havde lyst til noget sødt.
Tiden er til ærlighed, også den, der gør ondt. Andre mennesker går egentlig ikke rundt og har lyst til at være gifte folks fristelser, men du faldt for noget alligevel. Det skal du forklare. Du faldt for, om ikke denne anden kvinde, så hendes potentielle blik på dig som single. Der var noget i den situation du ville have, noget du var klar til at tage. Det er ikke umenneskeligt, men det er stadig torskedumt.
Hvis du ikke selv kan finde ud af forklare det til din kone, så må du holde et pressemøde og lade hende stille alle de skarpeste spørgsmål, hun kan finde på. I skal gennemleve det. Du skal ikke ende med at være den ustyrligt liderlige mand, og hun skal ikke ende med at være den kedeligtglemte kone. Lyt, sig sandheden, vær omsorgsfulde og giv hinanden chancen for at komme ud af de roller.
fortsæt med at læse
