Ibyens brevkasse giver hver uge råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Min kæreste sagde, da jeg mødte ham, at han ikke ville have børn.
Hvad betyder alle de her ting?
Men nu snakker han om børn hele tiden. I går læste han eksempelvis 200 unisexnavne op, man kunne give barnet. Og da vi skulle hente noget i en trailer, sagde han, at han gerne vil have, at vores fremtidige barn kan finde ud af at køre med trailer.
Hvad betyder alle de her ting?
Kh Tvivleren
Gæsteredaktør Simon Stefanski:
Kære Tvivler
Jeg gad vide, om du blot tvivler på, hvad din kæreste vil – eller om tvivlen handler om dit eget børneønske.
Uanset hvad, så er jeg vild med din kærestes kærlige energi. Han ved godt, hvad han hviskede dig i øret dengang i jeres spæde romance om en barnløs fremtid, men nu er han tydeligvis omvendt – og er nok blevet omvendt af dig!
Ugens gæsteredaktør
Simon Stefanski
Vært på Genstart. Selvlært journalist. Skamfuld akademiker.
Engang aspirerende danser og musiker. Trolovet med moren til mine to børn.
Foto: Asbjørn Sand
Børneønsket er så stærk en kraft, at det øjeblikkeligt kan knuse kærlighed. Derfor er han med god grund nervøs for at fortælle dig om sine nye følelser. I stedet prøver han sig nu frem med unisexnavne og trailerdrømme, og det er måske ikke så elegant, men det er til gengæld tydeligt. Og jeg er stor tilhænger af tydelighed i parforhold.
Børneønsket er så stærk en kraft, at det øjeblikkeligt kan knuse kærlighed
Hvis du føler, at han nu løber fra sit oprindelige løfte, så husk, at hans spirende drømme om at få børn med dig er en kolossal kærlighedserklæring. En vanvittig idé om at ville binde sig til dig for evigt – som dog er vanvittig smuk. Husk det, når du får hevet sandheden ud af ham.
Hvis du ikke ønsker børn, så skal du være ærlig, selv om du risikerer at slukke jeres fremtid. Hvis du derimod er i tvivl på den gode måde, så nyd hans kærlighed, men få ham til at slappe af med al den børnesnak (ledsaget af et kys).
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære Tvivler
At børne eller ikke, det er sagen. Jeg burde vide det fra popkulturen, at når man bevæger sig ind i sit fjerde årti, så bevæger man sig for alvor ind i den skærsild, der er spørgsmålet: »Har du tænkt på børn?». Om jeg har tænkt på børn? Nogle gange kan det føles, som om man ikke får tid til andet.
Omkring din 30-års fødselsdag bliver du forvandlet til Scrooge fra Dickens’ ’Et juleeventyr’, der nu fremover skal hjemsøges af fremtidsbabyer. Kan loftet i min andelslejlighed holde til en motoriseret slyngevugge? Er det noget miljøsvineri at sætte en øvre middelklasse-baby i verden? Er min karriere, min kæreste og min bydel den rigtige at få børn sammen med? Vil jeg?
Det er nogle gange svært at vide, hvor man selv er henne i alle de spøgende spørgsmålstegn, jeg forstår godt, hvis både du og din kæreste er forvirrede.
At tænke på børn er at overanalysere sig selv og sin omverden
For et par uger siden besøgte min kæreste og jeg et par nybagte forældre. Det hele var meget blødt og nyt og varmt, og min kæreste sad pludselig med et barn, der havde været i verden i bare to uger. I et gerningsøjeblik var det, som om der ikke var andet for end børn, og på vej hjem var jeg overstadig.
»Du holdt en baby!«, sagde jeg lidt for højt et sted ved Sankt Jørgens Sø.
Jeg slog sikkert også armene ud og var sikkert også lige ved at ramme en løber i tredje gear. Det var den slags udbrud, der fylder det hele. Og nu var det min kærestes opgave at få mig ned på jorden og sige noget om, at det nok ikke betød så meget.
Jeg fortæller det for at sige: At tænke på børn er at overanalysere sig selv og sin omverden. Man tror, unisexnavne og traileranekdoter betyder alt muligt. Det er ikke sikkert, og det er heller ikke sikkert, at din kærestes udmelding stadig betyder det, den gjorde engang.
At leve er at ændre mening, personlighed og tøjstil. At være kærester er blandt andet at give plads til de forandringer, og derfor må du gerne spørge din kæreste, om han stadig mener helt det samme. Det kan sagtens være, og så kan I grine ad babynavne med lidt mere ro i maverne.
fortsæt med at læse
