Ibyens brevkasse giver hver uge syrlige, sexede og ømme råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Mine kolleger laver ’:)’ – når den bliver til en emoji, ligner det en passiv aggressiv emoji, jeg ikke opfatter som positiv.
Jeg ved godt, mine kolleger måske er lidt ældre – millennials i midt-trediverne – så de ved nok ikke, at de yngre generationer synes, det er den værste smiley at bruge. Skal jeg bare bide det i mig og være angst, hver gang nogle laver den? Eller sige noget? Eller HVAD?
Kh smil
Gæsteredaktør Mette Davidsen-Nielsen:
Kære smil
Det er heller ikke særlig smart, at valget står mellem lalleglad og mellemfornøjet. Jeg ender ofte uden smiley alene af den grund.
Selv de mest simple emojis er åbne for fortolkning, så snart vi bevæger os uden for en snæver kreds af jævnaldrende og ligesindede. Forestillingen om, at en cirkel med et par prikker og en streg kommunikerer universelle følelser, holder i hvert fald ikke.
Desværre duer det heller ikke at droppe smileys for at mindske risikoen for at såre eller genere nogen. For emojien er ved at fortrænge punktummet som en naturlig og neutral afslutning på en besked. Som du sikkert ved, kan den lille prik blive opfattet som en afvisende afslutning. Det vidste jeg i min egenskab af at være 58 år ikke, før jeg læste om det sure punktum i Politiken.
Jeg ville heller ikke vide, at ’:)’ var småaggressiv, hvis ikke min zoomerdatter havde fortalt mig det. Min boomermand forsøger at undgå misforståelser ved at afslutte alle sine mails med /Claus. Inklusive dem til mig. Det letter heller ikke stemningen, skulle jeg hilse og sige.
Der er nok ikke anden vej ud af angsten end venligt at oplyse dine ældre kollegaer om, hvordan deres forsøg på at se glade ud på skrift bliver opfattet af yngre modtagere. De færreste har lyst til at fremstå gamle og sure.
Alternativt kan du svare dem med skrå-streg-mund Den skulle betyde, ’forvirret over livet’.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære smil
Jeg ved ikke, om vi er lige gamle. Jeg er ung millenial fra 1993, og jeg forstår godt, du er bange for den gamle kolon-parentes-emoji. Dens øjne er så tomme, dens smil stivnet i afsky. Det ligner, den har stået i kø i fire timer, for at få taget nyt pasbillede. Den tror selv, den skjuler sit had, men det gør den ikke.
Min far elsker at ’reagere’ med en tommel op-emoji, når man har sendt ham lange beskeder om, hvordan man har det. Det viste sig blandt andet, at det var, fordi han læste beskederne via sit apple-watch, og derfor ikke orkede det store udtræk. Det var vi nogle søskende, der lige skulle vænne os til.
Selv elsker jeg at bruge alle former for hjerte-emojier, og jeg glemmer nemt, at de ikke betyder det samme for alle. Engang så en kilde her på avisen sig også nødsaget til at påtale, at jeg havde sendt et hjerte i min allerførste besked til hende, det var måske lige groft nok. Jeg har heller aldrig grundforstået, at folk synes ’kærlig hilsen’ er for meget. Men altså, måske ’vi unge’, er indladende på samme måde, som rigtigt unge på efterskole godt kan ligge i ske uden at være bange. For nogen har afstand været høflighed, for andre er det nærhed.
Jeg ved ikke præcis, hvorfor vi er nogen, der kan genkende :)’s smerte, men det er en byrde, vi må bære. For heldigvis og desværre kan vi ikke oversætte hinanden fuldstændig, kommunikation er altid også miskommunikation. Det er åbenbart i sprækkerne mellem to emojier, at lyset kommer ind.
Sig det til dine kollegaer, som det er, at :) er unheimlich for folk, der enten ikke eller kun lige kan huske tårnenes fald. De andre generationer fik EM ’92 og månelandingen, vi har fået buldrende social-medie-angst og et mærkeligt forhold til to prikker plus en buet streg.
fortsæt med at læse
