Ibyens brevkasse giver hver uge råd om kærlighed. Brevkasseredaktør er Felix Thorsen Katzenelson. Send dit dilemma til hjerte@pol.dk.
Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg har været single i ni år, og det har altid betydet meget for mig at være sammen med mine venner. Jeg har ikke følt, at jeg har ’manglet’ noget, og virkelig elsket min tilværelse fyldt med kærlighed og nærhed.
Nu har jeg fået en kæreste, og jeg synes, det er svært at finde en balancen og både være en god ven, være sammen med dem, bruge tid med dem og tage på arbejde og ses med min kæreste et par gange om ugen.
Jeg har en følelse af, at jeg svigter mine venner – at jeg ikke engagerer mig nok i deres liv. Hvad gør jeg?
Kh vennelover
Gæsteredaktør Inger Christine Løwe:
Kære vennelover
Her kommer en ubekvem sandhed: Den balance, du efterspørger, findes ikke. Folk siger, at tid er penge, men tid er mest af alt bare tid, og der er ikke meget af den, når man først har job, partner og en fragmenteret vennegruppe.
Så hvad gør du? Hvad gør alle vi, der føler, at vi svigter vores venner? Vi står ved det! Vi er pragmatiske! Vi fortæller vennerne, at vi savner dem, at vi ville ønske, vi kunne ses som dengang, da vi lå en i en bunke og spiste chips en hel weekend, at vi glæder os til at kunne gøre det igen. Vi mødes 20 minutter i en frokostpause, fordi det ægte er bedre end ingenting. Vi mødes mandag aften, selv om vi har mest lyst til at snuggle up i sofahjørnet. Vi inviterer til fryselasagne, integrerer de forskellige relationer i hinanden, så vi ikke ender med at have parallelle liv.
Det, vi ikke gør, er at fri os selv fra den dårlige samvittighed ved at overbevise os selv om, at venskaber fra slut-20’erne bare er en halvårlig kaffeaftale. Det er livslangt arbejde at have gode venner.
Så tager vi en samtale om, hvad voksenvenskaber egentlig er. Fortællingen om venskab er skabt i barndomsvennens billede, vennegruppen fra gym. Hvorfor er fortællingerne om voksenvenskaberne altid en forfaldshistorie? Lad os lave om på det. Lad os gøre os umage.
Held og lykke til os alle og vores velsignede, uundværlige venskaber.
Brevkasseredaktør Felix Thorsen Katzenelson:
Kære vennelover
Det er svært at finde balancen, holde den. Der er altid nogen, man kunne være mere sammen med, inklusive sig selv. Så kan man godt finde et skema, der nogenlunde holder, og så melder et nyt menneske sin ankomst, og alt synes at ramle. Sådan er det med børn, kærester, hunde og andre væsner, man skal passe på. Så elsker man nogen og tænker: Jeg elsker aldrig andre mere end dette. Men så går døren op.
Du skal ikke være ked af at se dine venner mindre, ikke for meget i hvert fald. Ligesom gryden aldrig kommer i kog, hvis du stirrer på den, så skal man også have lov til at forsvinde lidt ud af hinandens blik. De andres lys giver os næring, men det er i mørket, vi vokser.
Og det gælder også det romantiske parforhold, det umættelige går over, eller måske nærmere, det overgår. Bliver til noget, der er større og mindre end at ’ses’. I øvrigt må man også meget gerne være kærester på en måde, hvor man ikke er sammen særlig tit.
Jeg har venner, jeg ser væsentligt mindre, end jeg tidligere gjorde, og i øjeblikke kan det nive, at vi ikke kan sidde oven på hinanden hver dag, som vi gjorde. Men grundlæggende tænker jeg på dem med stor kærlighed og bliver glad, næsten hver gang jeg ser dem.
Find dig i at være i en transformativ periode, og find så ud af, hvordan du gerne vil være sammen med dine venner. Vil du være skrivevenner, madvenner eller, gisp, løbevenner? Du må gerne forandre dig, og du må gerne holde fast i noget, du synes er vigtigt. De to ting er ikke modsætninger, i ni år har du gjort én ting, nu er det måske på tide, at du gør nogle flere.
fortsæt med at læse
