Hver uge gennemtrawler Ibyen-redaktionen Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger en række bud til din uge i byen. Få dem direkte i indbakken ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.
OPLEV! Har du øvet dine kindkys-skills? Ellers er det altså bare om at komme i gang. For influenzasæsonen er ved at være ovre, og torsdag 11. april er der fernisering på Kunsthal Charlottenborg i Nyhavn. Og ikke hvilken som helst en af slagsen. Den årligt tilbagevendende udstilling for dimittender fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler åbner: Afgang 2024. Dette år kan du se på kunst fra 30 kunstnere, mens du halvnervøst sipper et glas vin i dit nok noget velovervejede, men alligevel kaotiske indie sleaze-outfit og spekulerer over, om du mon skal give dit Feeld-match et kindkys eller ej.
