Victor holder et sabbatår og begynder at studere til sommer. I fremtiden drømmer han om en bomuldshund, fysioterapi og saunagus hver anden søndag.

Victor vil have en lejlighed ved Søerne med karbad, hund og økologi i køleskabet. Hvad vil det liv koste?

Foto: Tita/Unsplash. Tegning: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Foto: Tita/Unsplash. Tegning: Claus Nørregaard/POLITIKEN
Lyt til artiklen

Hvad koster dit drømmeliv i København? Ibyen spørger i denne serie en række unge under 30 år og udregner et budget for deres fiktive fremtid i byen. Skal vi lægge et budget for dig, så skriv til tipibyen@pol.dk.

Hvad drømmer Victor om?

»Jeg elsker at løbe rundt om Søerne, så det ville være fantastisk med en lejlighed ikke langt derfra. Om den ligger i V, Ø, N, eller K er underordnet. Lejligheden må gerne være lidt ældre og ligge på tredje sal. Drømmen er tre værelser, altan, originalt trægulv, højt til loftet, stuk og store vinduer, så man kan få en masse sollys ind. Lavpraktisk kunne jeg godt tænke mig et nyere badeværelse og et karbad. Indretningsmæssigt ville jeg køre en minimalistisk bohemestil – planter i alle rum, en orange sofa og artefakter fra rejser.

Jeg rejser meget og elsker at opleve nye ting. Drømmen er én stor rejse årligt. Jeg vil blandt andet gerne til Sydafrika og dykke med hvidhajer.

For mig er børn et privilegium frem for en drøm. Børn er ikke udelukket, men jeg ser mig ikke få dem de næste 20-25 år. Jeg kunne dog godt tænke mig en lille sød bomuldshund.

Jeg er glad for at gå ture og forestiller mig, at det er sådan, jeg primært kommer fra A til B. Har jeg travlt, tager jeg cyklen, og skal jeg besøge noget familie uden for byen, tager jeg offentlig transport.

I dag løber jeg en del, og så styrketræner jeg i et fitnesscenter. Jeg forestiller mig, at jeg fortsat har et fitnessabonnement, men jeg ville gerne dyrke endnu flere sportsgrene – fodbold, badminton og padletennis. Jeg drømmer også om økonomisk overskud til at kunne tage til fysioterapi, når kroppen har brug for det. Desuden kunne jeg godt tænke mig at tage i saunagus hver anden søndag.

Engang talte jeg med en, som kørte efter et princip, hvor man prøveren ny hobby hver anden måned.Det ville jeg gerne. Jeg kunne godt tænke mig at prøve et salsakursus og se, om det var noget for mig. To måneder senere kunne jeg så prøve et japansk madlavningskursus eller tage ud at se comedy.

Hvad angår mad og indkøb, ville jeg gerne handle sundt og økologisk og lave mad derhjemme så ofte som muligt. Det er en hyggelig måde for min kæreste og mig at være sammen på. Når vi så har månedsdag, ville jeg gerne, at vi kunne tage ud at spise på en god restaurant. Gøre det til en fast tradition«.

Hvor meget ville det koste?

For Victor er drømmen en lys og charmerende ejerlejlighed tæt på Søerne. Vi har fundet en lejlighed i Willemoesgade på Østerbro, der matcher flere af hans ønsker. Lejligheden koster 7 millioner, men til gengæld koster den kun 5.400 i ejerudgift. Med en udbetaling på 350.000 kroner vil det koste Victor 39.500 kroner om måneden. Får han det afdragsfrit, kan han komme ned på 34.300 kroner.


Victor fortæller, at han ingen stor drøm har om at få børn. Til gengæld vil han gerne have en bomuldshund, og de koster i gennemsnit 11.000 kroner.Ifølge totteland.dk kan han regne med månedlige udgifter på cirka 550 kroner. Det dækker hundensfoder, forsikring, udstyr og opsparing til dyrelæge.

Victor fortæller desuden, at han elsker at dyrke sport. Jo mere, jo bedre. I stedet for at have et fitnessabonnement og yderligere betale for en paddlebane i tide og utide har vi fundet en anden løsning. Bliver Victor medlem af Bruce, kan han for 750 kroner månedligt dyrke al den sport, han vil, i 74 forskellige centre. Det omfatter fitness, svømning, yoga, dans, crossfit, klatring, ketsjersport og andet. Medlemskabet giver også adgang til saunagus hos blandt andet Sauna85. Vil Victor til en fysioterapeut, kan han købe et klippekort fra CityFys Wellness, som ligger i DGI byen. 5 klip koster 1.568 kroner, og så han kan få 5 x 30 minutters fysioterapi, når kroppen trænger. Fordelt ud på et år vil det koste 130 kroner månedligt.

Når det kommer til hobbyer, drømmer Victor om at prøve noget nyt hver anden måned. Vil han give sig i kast med salsa, kan han besøge CSA studio i København. 7 lektioner på et begynderhold i cubansk salsa koster 775 kroner. Vil han to måneder efter dygtiggøre sig inden for japansk cuisine, kan han tage et madlavningskursus hos Saito cph, der ligger i Kødbyen. Et kursus koster 895 kroner.

Et madbudget for to voksne ligger i gennemsnit på 3.200 kroner om måneden. Det kan fint dække over sunde og økologiske madvare til Victor og kæresten. Ønsker de at fejre deres månedsdag med et restaurantbesøg, bliver det en yderligere udgift. En middag for tobestående af to treretters menuer og to glas vin på en middeldyr restaurant som Madklubben – koster cirka 950 kroner, hvilket ville blive en fast månedlig udgift.

Victor fortæller, at han drømmer om en længere rejse hvert år. Vil han på hajsafari i Sydafrika, kan han booke en pakkerejse. Ifølge hjemmesiden Kingfish.dk koster en 9-dages dykkerrejse – inklusive fly, overnatning, fodringsdyk, revdyk og morgenmad alle dage – cirka 20.000 kroner. Skal han spare op over et år og lægge lidt ekstra til side til mad og andre oplevelser, bør han spare cirka 1.800 kroner op månedligt.

I alt udgifter per måned: 42.080 kroner.

Eksklusive: indskud til lejlighed samt engangsbeløb ved køb af hund.

Hvad tænker Victor om budgettet?

»Jeg tænker umiddelbart, at 42.000 kroner virker realistisk og overkommeligt. Og boligen, som jo er det, der koster mest, bliver billigere, da min kæreste og jeg deles om udgiften. Så nej, der er ikke noget, jeg vil ændre ved mine fremtidsdrømme. Det er noget, jeg glæder mig til at være i«.

Clara Underdahl

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her