Byliv

Efter lang forsinkelse har København fået to nye broer

Nu kan cyklister og fodgængere tage en tur over Trangravsbroen og Proviantbroen.

Byliv

To ud af tre broer, der skal gøre det lettere at komme fra Københavns centrum til Christianshavn og Holmen er nu færdige.

Omsider.

For byggeriet af Trangravsbroen og Proviantbroen, der begge er gang- og cykelbroer, er blevet væsenligt forsinket - blandt andet på grund af entreprenøren Pihl & Søns konkurs i 2013 samt problemer med stålleverance. De skulle have været færdige i februar sidste år og er altså blevet 10 måneder forsinket.

LÆS ARTIKEL

I lørdags overdrog det ny entreprenørselskab HSM Industri så de to broer til Københavns Kommune. De bliver officielt indviet 15. januar, men man kan allerede nu gå eller trille over broerne, der begge er delt op på langs, så der er en bane til fodfængere og en dobbeltrettet cykelsti til dem på tohjulede.

Besvær for sejlere

Broerne har udløst stor debat på Christianshavn, hvor man har frygtet, at de vil medføre dårligere betingelser for sejlere, som får sværere ved at komme omkring i området, når der skal bestilles broåbning.

Begge broer har dog frihøjder, der svarer til de eksisterende broer i Inderhavnen og Christianshavns kanaler, og det forventes, at omkring en fjerdedel af bådtrafikken vil være af en højde, så der er behov for en broåbning. Det er i øvrigt gratis for sejlere at få broerne åbnet i højsæsonen (april til oktober) mellem kl. 6-24.

Når Inderhavnsbroen, der også er væsentligt forsinket, forventes at blive indviet i begyndelsen af marts 2015, kan man tage turen fra Nyhavn til Christianshavn, Papirøen med street food-marked og de mange uddannelsesinstitutioner, Operaen og boliger på Holmen på få minutter. Desuden forbinder broerne den indre by med det grønne cykelrutenet på Amager.

Pengene til alle tre broer er kommet via et gavebrev fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal på 198,83 mio. kr. plus gavemoms, mens Københavns Kommune har bidraget med 107 mio. kr.

NB: For at studere de to broer nærmere kan du klikke dig igenne billedgalleriet øverst i artiklen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce