Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tilbageblik. Københavns tidligere stadsarkitekt, Jan Christiansen, er særligt glad for Sluseholmskvarteret i Sydhavnen, hvor det Havnebadet Sluseholmen ligger. Badeanlæggets udseende skal give associationer til korallers former og bølger.
Foto: Cicilie S. Andersen

Tilbageblik. Københavns tidligere stadsarkitekt, Jan Christiansen, er særligt glad for Sluseholmskvarteret i Sydhavnen, hvor det Havnebadet Sluseholmen ligger. Badeanlæggets udseende skal give associationer til korallers former og bølger.

Byliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stadsarkitekten ser tilbage: Fra bondeby til moderne metropol i verdensklasse

Fra 2001 til 2010 var Jan Christiansen stadsarkitekt i København. Havnen vågnede, byggerier skød op på gamle industriarealer, og stjernearkitekter flokkedes om at tegne byens nye bygninger.

Byliv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi er på vej hen over Langebro, da Jan Christiansen, Københavns tidligere stadsarkitekt, peger ned på et byggeri på havnekajen ikke langt fra Den Sorte Diamant.

»Se! Det projekt er tegnet af Rem Koolhaas. Det bliver et verdensnummer«, lyder det begejstret fra bilens bagsæde.

Den 68-årige gråsprængte herre, der fra 2001 til 2010 var arkitekten for det hele i hovedstaden, taler ekstatisk videre om den hollandske stjernearkitekts første byggeri i København, Blox, der blandt andet skal huse Dansk Arkitektur Center.

Jan Christiansen udgav for nylig bogen ’Det ny København’, der gennemgår Københavns bymæssige og arkitektoniske forvandling, mens Jan Christiansen var ved magten. En periode, hvor den nu pensionerede stadsarkitekt stod i spidsen for den fornyelse, der gjorde København til en moderne metropol med arkitektur i verdensklasse, som det hedder i bogens foromtale.

I den anledning har Politiken taget Jan Christensen med ud til de to steder i København, hvor han synes, at hans arbejde som stadsarkitekt har været mest og mindst vellykket.

Vi begyndte ved Sluseholmen i Sydhavnen og er nu på vej til Operaen på Holmen. En kort køretur gennem København med Jan Christiansen på bagsædet er et langt bygningspegeri og en galopperende historiefortælling.

»Se de cykelstativer«, siger han og peger på noget, der ligner afrikanske palmehytter med cykler under, da vi passerer byggerodet ved Skolen i Sydhavnen.

»Det er sgu godt lavet«.

Og så får han øje på et andet byggeri.

»Der er de ved at bygge Carlsberg-tårnet. Nu får vi endelig et højhus«, lyder det om skelettet ude i disen i Valby, der bliver til det 100 meter høje Bohrs Tårn, når det er færdigbygget i 2017.

Det er muligt, at Jan Christiansen ikke længere er byens stadsarkitekt – det ansvar videregav han i 2010 til Tine Saaby – men han taler stadig indfølt om den by, han var med til at præge udviklingen af, da København blev udsat for et byggeboom efter årtusindskiftet. Det er derfor, han er så begejstret, da vi passerer Blox-byggeriet ved Langebro.

»Det ville aldrig være sket i 1990’erne. Da var København en bondeby«, slår Jan Christiansen fast.

Københavns opblomstring

Tidligere på dagen er vi mødtes ved indgangen til det futuristiske etagebyggeri Metropolis ved kanalbydelen ved Sluseholmen i Sydhavnen. Jan Christiansen har selv valgt området som et eksempel på, hvor han synes, at København udviklede sig smukkest og mest funktionelt, mens han var stadsarkitekt.

»Sluseholmen var det store gennembrud. En milepæl. Det var en verdensbegivenhed, at vi kunne lave en dansk oversættelse af hollandske kanalbyer som Rotterdam og Amsterdam, men inspireret af Vesterbros karreer med små gårde – her bare med vand i gaderne«, siger Jan Christiansen, der i dag er ansat i Freja Ejendomme og tilknyttet som forskningslektor ved Kunstakademiets Kunstskole.

Han kan tydeligt huske, hvordan området henlå som en trøstesløs industrihavn, da han første gang stod herude som stadsarkitekt og drømte.

»Der var ingenting. Se det nu. Det er da imponerende«.

Jan Christiansen fortæller, at en række dogmer prægede byggeriet af kanalbyen. Ikke to huse måtte være ens. De skulle heller ikke være lige høje. Alle lejligheder skulle se vand. En håndfuld forskellige arkitekter blev hyret, »så vi fik blandet kortene«, men det var hollandske Sjoerd Soeters, der stod i spidsen for at blande hollandske kanalbytraditioner med klassiske danske boligformer.

I dag er området præget af en mangfoldighed af huse, hvor facaden på en opgang er i mursten, en anden i koksgrå skifer, mens en tredje er malet i sart lyserød.

En gylden periode

Den gamle stadsarkitekt ved godt selv, at han kom til som stadsarkitekt i en exceptionelt gylden periode for København. Efter at byen i 1990’erne nærmest var på fallittens rand og i to år – fra 1999 til 2001– havde været uden stadsarkitekt, var der pludselig kommet penge til. En opblomstring var på vej.

Ifølge Jan Christiansen var det en lykkelig periode for København, hvor politikerne på rådhuset var med på, at der skulle skabes noget, og hvor der var en stemning af, at det var nu, der skulle løftes. Alle projekter blev sendt i konkurrence for at trække de bedste arkitekter til, skærpe streger og skitser og skabe de mest visionære byggerier, husker Jan Christiansen.

»På en enkelt uge holdt jeg møder om en ny opera, et nyt skuespilhus og et nyt koncerthus. Det er normalt kun noget, der sker i løbet af 10 år«, siger Jan Christiansen.

Han kastede især sin kærlighed på byens vand. Byggeriet på Kalvebod Brygge var slået fejl, Islands Brygge var blevet lidt for kedsommelig. Københavns Havn var slet ikke en integreret del af byen. Der var ikke nogen københavnere, der rigtig brugte vandet – andet end til at skille sig af med stjålne cykler og tomme flasker.

»Københavns Havn er jo en gave til byen. Der er noget magisk over vandet, overgangen mellem vand og land, som vi drages af. Det er eventyrlig vigtigt, at havnen er en del af byen«.

Vi bevæger os langs Sluseholmens kanaler og gader, der er opkaldt efter de mange amerikanske jazzlegender, der har boet i København. Vi stopper et sted, hvor en trappe ender direkte nede i kanalen.

»Fuldstændig som i Venedig«, siger Jan Christiansen.

I kanalerne ligger kajakker, både, kanoer og flydende terrasser fortøjet. Den gamle stadsarkitekt husker, hvordan han på et tidspunkt havde arkitekter fra USA på en rundvisning, da en beboer sprang i kanalen for at svømme over til en nabo for at drikke kaffe. Amerikanerne var ellevilde og ville straks skabe kanaler i en by i Midtvesten. Jan Christiansen ler ad mindet.

Ifølge denstoredanske.dk er en stadsarkitekt »en kommunes højeste autoritet i bygningskunstneriske spørgsmål« og en person, der ofte fungerer som ansvarlig arkitekt for kommunens egne byggerier og som rådgiver i æstetiske spørgsmål af betydning for by og bygninger, udbygning og vedligeholdelse.

Jan Christiansen mener selv, at han som stadsarkitekt var en mellemmand, hvis rolle var at formidle den gode arkitektur mellem arkitekterne på den ene side og politikerne på rådhuset på den anden side. Det gik ikke altid. Som eksempelvis med det heftigt debatterede højhus i Tivoli i 2006, der var tegnet af arkitektlegenden Norman Foster.

»Det kunne være avancerede tegninger og ideer, jeg skulle formidle. Nogle gange meget avantgardistisk. Det lykkedes mig ikke at oversætte Norman Fosters Tivoli-hotel, så politikerne gik med på ideen. Det var ellers meget smukt og slankt«, siger Jan Christiansen.

Sagde nej til Frank Gehry

Heller ikke projektet med højhuse på Krøyers Plads på Christianshavn gik igennem. I sin nye bog kalder Jan Christiansen det projekt for »et lidt for tidligt arkitektonisk eksperiment«.

Så er det til gengæld godt, at mange andre projekter lykkedes. Ifølge Jan Christiansen betød de mange store byggerier i København, at flere af de helt tunge folk i arkitektbranchen bød sig til i København. Jan Christiansen fortæller anekdoten om dengang, DR’s generaldirektør Christian Nissen blev ringet op af Frank Gehry (manden bag bygninger som Guggenheim-museet i Bilbao, Fondation Louis Vuitton i Paris, red.), der ville nå at tilmelde sig konkurrencen om at tegne Koncerthuset i DR Byen.

»»Oh Frank, it’s too late«, lød det fra Christian Nissen ... så ved man altså, at der er gang i ens by, når man siger nej til Frank Gehry«, griner Jan Christiansen og siger så:

»Jeg kan nu heller ikke lide det, Frank Gehry laver, så det var nok meget godt«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

ARKITEKT OM HØJHUSE:

Apropos arkitektur Jan Christiansen ikke kan lide. Vi er nu på vej fra Sluseholmen til Operaen på Holmen. Gaven fra A.P. Møller Fonden, der stod færdig i 2007, har været et kronisk debatemne i København både under og efter opførelsen.

En ting er, at arkitekten bag, den verdensberømte dansker Henning Larsen, på det nærmeste endte med at vende byggeriet ryggen, noget andet er, at det stadig diskuteres, om Operaen er flot eller grim. Da vi står under det store tagudhæng, siger Jan Christiansen, at Operaen »da er dejlig at have nu, den er her« og kalder forsigtigt bygningen for et fantastisk hus.

»I hvert fald indeni«, sukker han.

Jan Christiansens store anke er, at Operaen ikke er blevet en del af byens rum. Han fortæller, at det var meningen, at der skulle være kanalgader omkring bygningen med boliger, butikker, cafeer og restaurant. Hans store drøm var, at det skulle minde om Operaen i Venedig, der ligger centralt i den italienske kanalby.

»Det er ikke blevet en del af byens rum, som vi drømte om, at det kunne være. Her er masser af liv, men ikke et egentligt byrum. Der mangler folkelighed. Det var Operaens chance for at komme ud til folket«, siger Jan Christiansen og kigger mistrøstig over på Skuespilhuset skråt overfor.

»Se, hvor elegant det lægger sig ind i byen, så tagskægget flugter med byens tagrender. Det er et missing link i København, at der ikke sker noget omkring Operaen«.

Jan Christiansen nåede selv at holde et enkelt møde med manden bag Operaen – Hr. Møller. De to mænd diskuterede især de sprosser, der går vandret hen over Operaens store glasparti. Jan Christiansen syntes, at sprosserne var alt for brede og tog for meget lys og udsigt. I dag kan man se både brede og smalle sprosser.

»De brede er Hr. Møllers, de smalle er mine«, siger Jan Christiansen med et grin.

Han håber stadig, at det engang ender sådan, at der bliver bygget på de store tomme græsarealer ved siden af Operaen.

»Det kan jo nås endnu«, siger Jan Christiansen, inden han sadler sin cykel op og kører til lærermøde på Arkitektskolen.

Han er ikke helt færdig med arkitektur endnu.

3 bud på Jan Christiansens aftryk på København

Peter Olesen, forfatter til adskillige bøger om Københavns arkitektur

»Det er store ord fra egen mund, men der er noget om snakken, når Jan Christiansen skriver, at han var med til at gøre København til en moderne metropol. For endelig har byen fået et ansigt mod vandet. Det er lykkeligt, at det er sket.

Men jeg talte også med Jan Christiansen om byens lys. Om en illuminering af København, som byen har manglet og mangler. Han var ikke afvisende, men det var snak ud i luften. De fleste arkitekter synes, at det er vulgært, tivoliagtigt og ukultiveret. Jeg synes det modsatte. Illuminering er en kunstart, og København savner virkelig lys i de mørke vintermåneder. Det har man forpasset«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Søren Pind, justitsminister, borgmester for bygge- og teknikforvaltningen i Københavns Kommune 1998-2006

»Vi havde et virkelig godt samarbejde. Jan Christiansen kunne forene, med al respekt, det krakilske arkitektoniske miljø med den folkelige udvikling af København. Han var på forkant med udviklingen og turde tage chancer og charmere de reaktionære politikere – fortrinsvis fra venstrefløjen – på rådhuset.

Han har et stort medansvar for den måde, det moderne København udviklede sig på. Og så brændte han for at få de store udenlandske arkitekter til København. Det lykkedes han med i udstrakt grad«.

Jens Kvorning, professor på Kunstakademiets Arkitektskole, leder af Center for Byplanlægning

»Jan Christiansen kom til i en speciel periode, hvor det for alvor boomede i København, efter at der næsten ikke skete noget i 1990’erne. Det har været en spændende og privilegeret tid. Jeg tror, det betød meget, at han blev hentet ind udefra som fagperson og ikke var født embedsmand. Han mødte en accept, fordi han selv kom fra branchen.

Hvor forgængerne kom med traditionel embedsmandsattitude og var vant til i højere grad at bruge regelværket til at regulere med, kom Jan Christiansen med samtale og engagement og en anden måde at diskutere projekter på, der kunne overbevise om de ændringer, der skulle laves«.

Læs mere:

IBYEN