Det er søndag, og vinterens første sne har netop indfundet sig. Et ungt par med en næsten nyfødt og en lidt større dreng – gennemblødt – kommer ind på Café Wolfie og finder sig med det samme til rette, mens de får det våde tøj af den store.
»Hvor meget skal vi have af ham, for at han ikke bliver syg. Det hele?«, joker de, mens de småsnakker med de andre gæster. Den unge far fortæller på opfordring, at han har fået en dejmaskine i fødselsdagsgave. Og en juicer.




























