SKILSMISSE. Kaffeentusiasterne Ricco Sørensen og Shahbaz Ahmad går hver til sit, og flere af Riccos kaffebarer skifter nu navn til 'Shabaz'.
Foto: MELISSA KÜHN HJERRILD (arkiv)/Melissa Kühn Hjerrild

SKILSMISSE. Kaffeentusiasterne Ricco Sørensen og Shahbaz Ahmad går hver til sit, og flere af Riccos kaffebarer skifter nu navn til 'Shabaz'.

Byliv

Københavnsk kaffeimperium i opbrud: »Vi var nødt til at splitte op, hvis vi skulle forblive venner«

En lang række af Riccos kaffebarer skifter ejer og hedder fra nu af ’Shabaz’ – ændringen betyder ny kaffe og mere fokus på mad.

Byliv

»Efter 12 års godt ægteskab glæder vi os nu til at smage på singlelivet og finde os selv«.

Sådan indleder kaffekæden Shabaz beskeden til de kunder, som indtil for ganske nylig fik deres daglige koffeinfix hos en række af Riccos populære kaffebarer rundt omkring i København.

Men stamkunderne behøver ikke søge nye steder hen i jagten på velristede bønner. Samtlige kaffebarer kører nemlig videre – en række af dem dog under navnet Shabaz, mens resten fortsætter som Riccos.

Det stressede mig ret meget, at jeg ikke havde kontrol over tingene, og samtidig var jeg ikke helt tilfreds med det, der foregik på Shahbaz' steder det sidste stykke tid

Skilsmissen betyder, at Ricco Sørensen og Shahbaz Ahmad, som indtil nu har drevet hver deres Riccos-filialer, ikke længere kommer til at have noget med hinanden at gøre – rent professionelt i hvert fald.

»Shahbaz og jeg er gamle venner – og det er vi stadigvæk – så der er ikke noget ondt blod. Men det var også nu, at vi var nødt til at splitte op, hvis vi skulle forblive gode venner. Man skal stoppe mens legen er god«, fortæller Ricco Sørensen, der for 12 år siden grundlagde Riccos kaffebar.

Savnede kontrol

Riccos små 20 kaffebarer – som man hovedsageligt støder på i hovedstadsområdet – har indtil nu været drevet af Ricco Sørensen og Shahbaz Ahmad hver for sig men under samme navn. Og netop fraværet af fuld kontrol med hver eneste butik er en af de ting, som i sidste ende fik de to kompagnoner til at gå hver sin vej, fortæller Ricco Sørensen.

»Opsplitningen handler grundlæggende om, at jeg ikke ville have den her franchiseagtige ting kørende længere – simpelthen fordi jeg ikke følte, at jeg havde ordentlig styr på det. Det stressede mig ret meget, at jeg ikke havde kontrol over tingene, og samtidig var jeg ikke helt tilfreds med det, der foregik på Shahbaz’ steder det sidste stykke tid«.

»Og i og med, at tingene er foregået i mit navn, så betyder det jo rigtig meget. Det er mig, der har lagt ryg og kaffe til gennem alle årene«, forklarer Ricco Sørensen.

Muligheden for at kunne gøre tingene på sin helt egen måde er også en af de ting, Shahbaz Ahmad ser frem til efter bruddet. Samtidig understreger han dog, at de seneste måneders forløb har været »en rimelig fredelig skilsmisse«.

»Ricco og jeg har delt navn i mange år efterhånden, og efter at vi havde bevæget os lidt forskellige retninger i et stykke tid, blev vi enige om, at vi skulle gå hver til sit«, fortæller han og uddyber:

»Nu bliver det rart, at kunne gå 100 procent min egen vej, og ikke skulle frygte, at jeg ødelægger noget for Ricco eller omvendt«.

Mere mad og ny kaffe

Noget af det, som de to kaffeelskere ikke kunne enes om til sidst, var de forskellige kaffebarers sortiment. Ricco Sørensen ønskede at holde fast i det snævre fokus på god kaffe og et lille udvalg af søde sager, mens Shahbaz Ahmad gerne ville introducere en bredere menu.

»Jeg har gerne villet fokusere mere på mad, men det har også betydet, at nogle af vores gæster blev lidt forvirrede over, at man kunne få nogle bestemte ting i én Riccos og ikke i en anden. Jeg har også serveret mad, juice, sandwich og morgenmad, hvor Ricco har fokuseret mere rent på kaffe«, fortæller Shabaz-ejeren.

Og netop kaffen bliver en anden helt afgørende forskel på de to koncepter i fremtiden.

Ricco Sørensen har nemlig altid importeret friske bønner og bearbejdet dem selv. Og dem kommer Shahbaz ikke til at kunne bruge under sit nye navn.

»Det var en af de ting, jeg krævede, at han skulle droppe, da vi splittede op. Det er nok den største forskel, som brugerne komme til at mærke«, siger Ricco Sørensen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce