Voyage of Time
Uanset hvad man synes om Terrence Malicks svulstige spillefilm om spirituelle forbindelser mellem menneskets mikrokosmos og universets makrokosmos, indeholder de altid mindst én scene af lamslående naturskønhed.
I ’Voyage of Time’ forlænger han de øjeblikke til halvanden times meditation over forholdet mellem menneske og natur i et syretrip af en dokumentar, hvor fraktaler, farver og former spejler sig i sømløse krydsklipninger mellem sol og øje, rodnet og blodårer, sædceller og sildestimer og åbenbarer en skjult grammatik om samhørighed.




























