Tirsdag 7. maj var Fødevarestyrelsen og Skattestyrelsen i samarbejde med politiet på besøg i ni københavnske kiosker for at tjekke, om de følger reglerne for sporbarhed.
Ifølge lovgivningen skal fødevarevirksomheder være i stand til at spore deres produkter. Det betyder, at de skal kunne dokumentere varernes vej til butikken, herunder hvem de er solgt og leveret af. Det er vigtigt at vide, hvis der for eksempel skal trækkes varer tilbage fra markedet på grund af fejl, eller for at kunne spore smittekilden til en fødevarebåren sygdom.
Definition
Sporbarhed
»Muligheden for at kunne spore og følge en fødevare, et foder, et dyr, der anvendes i fødevareproduktionen, eller et stof, der er bestemt til, eller som kan forventes at blive tilsat en fødevare eller et foder gennem alle produktions-, tilvirknings- og distributionsled«.
Læs den fulde vejledning om sporbarhed her.
Kilde: Fødevarestyrelsen.
Men kun en enkelt af de ni kiosker, der var med i tirsdagens kontrol i København, kunne fremvise dokumentation, mens der blandt de øvrige var problemer med både dokumentation og ejerforhold.
Det skriver Dansk Handelsblad.
Der var således kun to virksomheder, hvor sporbarhedsdokumentationen var o.k.
»Vi gennemførte sammen ni kontroller, hvoraf der blev varslet bøder i de fem på grund af utilstrækkelig eller manglende sporbarhed. Der blev beslaglagt varer i syv virksomheder. Der var således kun to virksomheder, hvor sporbarhedsdokumentationen var o.k. – altså, at de kunne vise fakturaer på de varer, som blev udtaget til kontrol. I en virksomhed blev der indskærpet ejerforhold og hygiejne«, fortæller Michael Rosenmark, rejseholdschef for fødevarerejseholdet til Dansk Handelsblad.
Frygt for hælervarer
»Ejerne får under alle omstændigheder bøde for den manglende sporbarhed, men de får samtidig mulighed for at fremskaffe dokumentationen. Finder vi den troværdig, vil de få varerne tilbage«, siger han.
Kontrollen er en del af en skærpet myndighedsindsats for at blotlægge salget af stjålne varer som eksempelvis alkohol, chokolade og kaffe, der er lette at videresælge.
Fire nye undersøgelser er på vej senere i år.
fortsæt med at læse




























