Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Shahbaz Hameed fra Nærkøb i Guldbergsgade er en af byens kioskhelte. Vi har talt med 3 af dem.
Foto: Jens Dresling

Shahbaz Hameed fra Nærkøb i Guldbergsgade er en af byens kioskhelte. Vi har talt med 3 af dem.

Din kioskmand kender dig bedre, end du tror: På Nørrebro siger Ahmad »Hej, min skat, du er så smuk i dag« til 90-årige kvinder

Kioskmanden er en konstant, i en tid, hvor man ellers ikke længere er på fornavn med dem, man handler med. Et helle i en omskiftelig by. En tid endnu. Ibyen har talt med tre københavnske kioskmænd om livet bag disken.

Kiosken på hjørnet.

Dér, hvor du kan tanke op, hvis festen melder sig sent en tirsdag aften. Dér, hvor du kan lægge en nøgle til kusinen fra Slagelse. Dér, hvor du kan hente fløde til saucen, der skiller. Dér, hvor du kender manden bag disken. For han står der altid.

Vi har besøgt 3 af byens kioskejere og hørt deres historier.

Ahmad Jehanzeb fra Minimarked på Valby Langgade.
Foto: Jens Dresling

Ahmad Jehanzeb fra Minimarked på Valby Langgade.

»Jeg har cirka 200, der køber på klods«

Ahmad Jehanzeb bliver menneskekender af at passe sin fars kiosk, men har planer om at sælge landbrugsmaskiner til Pakistan.

Du bliver en god menneskekender af at arbejde her. Vi har både villavejene i Den Hvide By, hvor det er okay dyrt at bo. Så har vi ghettoen lige overfor, Akacieparken, hvor jeg selv har boet.

Eller faktisk er det ikke en ghetto mere, vi er ikke med på den nye liste. Og så har vi andelsboligerne, så det er både top, bund og midt imellem, der handler her.

Vi har haft kiosken i familien siden 2008, hvor min far købte den. Historien om min far er historien om den gode gamle fremmedarbejder, der kom hertil fra Pakistan for at arbejde, og som blev.

Siden han kom i 1979, har han haft 10-15 kiosker og et enkelt pizzeria rundtomkring i byen. I weekenden, når han arbejdede, og min mor skulle ned med mad til ham, tog mine fire søskende og jeg med. Så gik vi bare rundt og spiste slik og drak sodavand, det var totalt fedt!

Efter jeg blev student fra Niels Brock, har jeg arbejdet på lager, i 7-Eleven, haft en kiosk på Vesterbro og en spillehal i Husum. Og i 2010 startede jeg fuldtid her i Mini Marked. Min far, der er 65 år, er trappet ned, men kommer stadig en time hist og pist, og min lillebror tager morgenvagter. Men ellers er det mig, der passer butikken cirka 60 timer om ugen.

Min far, der er 65 år, er trappet ned, men kommer stadig en time hist og pist, og min lillebror tager morgenvagter. Men ellers er det mig, der passer butikken cirka 60 timer om ugen

Stamkunder fra skolen

Jeg har mange stamkunder, blandt andet alle ungerne fra Ålholm Skole. Når de har fri fra skole og skal hen på klubben, ligger jeg lige midt på ruten. De skal alle sammen lige have to-tre stykker slik eller en lille sodavand. Dem, der har en tier, kan få hele menuen.

Jeg har jo fulgt dem år for år, fra da de ikke helt kunne regne, til at de lige pludselig har totalt styr på, præcis hvor meget slik de har råd til, og hvor meget de skal have tilbage. De lidt større børn – i 8. og 9. klasse – taler jeg meget med. Nogle af dem skal i praktik og spørger, hvor de skal søge henne, og hvad jeg tog dengang.

De vil lige høre, om jeg ikke kender en eller anden, jeg kan sende dem hen til. Dem, der overvejer gymnasiet, spørger også meget ind til det. Og så siger jeg, at det jo er Niels Brock, der rykker!

Jeg har også en ældre dame ovre fra Valbyholm, der kommer hver anden dag og køber en Pinard-papvin og to pakker Prince 100. Hun går med rollator og kan ikke komme over dørtrinnet, så jeg skal lige ud og hjælpe hver gang. Så kommer jeg med varerne, jeg ved jo, hvad hun skal have, og så giver hun mig sit dankort. Jeg kender koden og det hele.

På klods

Dem, jeg kender, må gerne skylde. Jeg har cirka 200, der køber på klods. Halvdelen er nogle, der altid mangler penge op til den første. Den anden halvdel er stamkunder, der kommer tit og bare får lov at betale en gang om måneden.

Det er ikke alle, der betaler til tiden, og det går nok. Men hvis jeg ikke ser dem en måned, kan jeg jo lige gå ind på Facebook, for vi kender jo hinanden, og skrive en besked: ’Kigger du ikke forbi?’. Ha-ha. ’Jeg kigger nok forbi til den første’, svarer de så. Og det er sgu fint nok. Der er ikke noget at klage over der.

Vores udvalg er rimelig standard. Vi sælger slik, sodavand, spiritus, øl, chokolade, lidt kolonial, cigaretter og håndkøbsmedicin. Og til sommer tænker jeg at udvide med noget kugleis og måske noget softice.

For 3-4 år siden fik vi pakkepost hernede. Nu kommer folk, der aldrig har været i kiosken før, fra en meget større radius og henter pakker fra Postnord, Bring, GLS, UPS, DAO osv. Om sommeren er det rigtigt godt, for så skal de lige ha’ en is eller en sodavand med, når de henter pakker. Vi udleverer et sted mellem 150 og 200 pakker om dagen normalt. Men jeg får jo per pakke, så jo flere, jo bedre.

Når min far går på pension, overtager jeg kiosken. Så kommer jeg også til at tjene lidt ekstra. Selv når jeg en dag skal lave noget andet, vil jeg beholde kiosken. Her er så hyggeligt, jeg kender alle kunderne, det er, som om jeg hører til her.

Selv om jeg nu bor i Sydhavnen, føler jeg mig hjemme i området. Jeg har lært så mange at kende, at det ikke føles som arbejde – kun lige det med pakkerne. Om fem år, måske, kunne jeg godt tænke mig at starte mit eget.

Hele min familie er jo landmænd fra Pakistan, så jeg vil gerne eksportere landbrugsmaskiner til Pakistan. De gør alt manuelt dernede. Kontakten er der, og det burde ikke være noget problem at sælge dem.

Men jeg vil altid holde fast i kiosken, den skal blive i familien«.

Shahbaz Hameed fra Nærkøb i Guldbergsgade.
Foto: Jens Dresling

Shahbaz Hameed fra Nærkøb i Guldbergsgade.

»Alle mine minder er jo herfra, det er vores families andet hjem«

23-årige Shahbaz Hameed fra Nærkøb på Guldbergsgade har stået bag disken, fra han kunne kigge over den. Han håber, at kiosken engang bliver hans. Nu er hans lillesøster på ni også begyndt at ekspedere. Og hun har forstand på god service.

Jeg er kommet her hele mit liv, sådan føles det.

Da vi var børn og fik fri fra skole, var vores mor og far i kiosken, og vi kunne selv vejen herhen.

Min far sad for det meste ude bagved og ordnede papirer, min mor stod bag disken, og jeg stillede mig på en mælkekasse og hjalp hende, og så hjalp hun mig med priserne og med at nå cigaretterne.

Kunderne syntes, at jeg var sød og gav mig drikkepenge, og jeg syntes, at det var megasejt at ekspedere. Da jeg var stor nok til at se over kassen, begyndte jeg at få mine egne vagter og stå en time eller to efter skole. Men vi sad også bare og hyggede ude bagved, så fjernsyn eller fik en lille lur.

Alle mine minder er jo herfra, det er vores families andet hjem. Nu bor vi i Valby, fordi vi er blevet lidt mange mennesker – vi er seks søskende. Men i gamle dage boede vi nede ved Blågårds Plads. Da vi skulle flytte, kan jeg huske, at min bror og jeg gik en tur og sagde til hinanden: Ej, vi kommer sgu til at savne at bo her.

Men jeg kommer her stadig hele tiden. Mine venner behøver ikke at ringe, hvis de vil ses. De ved, at de kan finde mig her i området. Når jeg får fri klokken 17, går jeg lige hjem og tager et bad og skifter tøj, og så er det første sted, jeg kommer hen, stadig her.

Søren, Lene og Hanne

Vi fører alt fra toiletpapir til rengøringsmidler til bagepulver til tun til makrel til ost til de der færdiglavede retter, som mange gamle mennesker køber. Men det, vi sælger mest af, er nok cigaretter, spiritus og fyraftensbajere. Af kunder har jeg alt fra indvandrere til helt fine jakkesætdanskere, der går på kontor og arbejder og lever et luksusliv.

Min favoritkunde, som jeg kalder ham, hedder Søren. Han kommer halv to hver dag, om fredagen kvart over et, for der har han tidligere fri. Så får han sig lige en øl, snakker lidt og venter på de andre; de er en lille gruppe.

Så kommer Lene, og så kommer Hanne, og så står de der og hyggesnakker ved odds-bordet. Og laver lidt sjov med kunderne, og det giver en god stemning. Gaden er vant til dem.

Søren er kommet i Nærkøb lige så længe som mig. Jeg driller ham med, at han er Brøndby-fan, og han siger: »Det er jeg sgu fandme ikke«, og så siger jeg: »Hva, Søren, skal vi ikke tage ned på Katten (bodega, red.), når jeg har fri?«. Så siger han »Ej, nej, nej! Jeg har en regning dernede, det går sgu ikke«. Så kører vi lidt på hinanden på den måde.

90-årig rødmer

Jeg har også en ældre frue – dem har jeg mange af – men hende her kommer dagligt og køber Grøn Viking og Rød Aalborg. Hun er flink, så hende er jeg begyndt at drille lidt. Så siger jeg: »Hva så, min skat?«. Og så hjælper jeg hende med betalingen, for hun har en lidt dårlig hånd.

Jeg har også en på halvfems, der ikke rigtig kan se. Så siger jeg: »Hej, min skat, du er så smuk i dag«, og så bliver hun flov og rødmer, men flirter lidt tilbage. Jeg kan godt lide at gøre dem glade og sige gode ting til dem. Så har de også lyst til at komme igen.

Da jeg kom lidt op i alderen, blev jeg træt af at stå her. Jeg var ikke så glad over for kunderne, og så sagde min far, at jeg skulle stramme op.

Hvis jeg har været ude at rejse, er der nogle, der siger: »Godt, at du er tilbage, Shahbaz, det er ikke det samme uden dig

Han tog mig væk fra kassen, for jeg skulle ikke stå der, hvis jeg ikke kunne smile. Jeg var nok 15-16 år og havde pludselig ikke noget arbejde. Det blev lidt kedeligt, så jeg kom tilbage og måtte skrue smilet på. Siden dengang har jeg fokuseret på god service. Selvfølgelig går jeg op i at tjene penge, men det allervigtigste er, at kunderne har en god oplevelse.

Min mindste lillesøster på ni år, Abiha, er også begyndt at komme, og hun er allerede rigtig dygtig til god service. Jeg behøver slet ikke at lære hende det. Hun står bare der på en kasse og ekspederer, ligesom mig, da jeg var lille, og siger med sin bløde stemme: »Vil du have en pose til det?« og »Ha’ en god dag«, når kunderne går. På den måde går vi i hinandens fodspor.

Må give pote

Det sammenhold, der er på den her gade, tror jeg ikke, at du finder i andre kiosker og deres gade.

For eksempel da Ninos (pizzaria-ejer længere nede ad gaden, red.) søn gik bort, samlede hele gaden sig. Skal vi ikke lige alle sammen gå op til Nino’s i samlet flok og vise ham, at vi er der for ham?

Jeg vil gerne overtage kiosken en dag. Mine brødre bor i udlandet, så det er mest mig, der er her i forretningen. Jeg ville heller ikke kunne give slip på kunderne, nu hvor jeg har et bånd til dem.

Hvis jeg har været ude at rejse, er der nogle, der siger: »Godt, at du er tilbage, Shahbaz, det er ikke det samme uden dig«. Det giver mig motivation, når kunderne synes, at det er behageligt, at jeg står her, så jeg håber, at kiosken engang bliver min.

Nu kommer jeg her hver dag, og det må jo give pote på et tidspunkt«.

John Lorenz fra Amagerbro Kiosk.
Foto: Jens Dresling

John Lorenz fra Amagerbro Kiosk.

»Unge mennesker har ikke samme forhold til kiosker som den ældre generation«

56-årige John Lorenz ville egentlig have været læge, men endte med at overtage sin fædrene kiosk. Men snart er kiosk-epoken forbi, spår han.

»Både min far og farfar har altid været kioskejere. Da jeg blev stor nok, begyndte jeg også at hjælpe min far med at stå i kassen og bringe varer ud.

Jeg kunne godt lide det, selv om jeg syntes, at min far var lidt hård. Der var betydeligt færre kiosker dengang, og de, der var, havde været der i mange år. Man åbnede og lukkede ikke kiosker hele tiden. Man overdrog dem gennem familier.

Mange spurgte, om jeg skulle overtage min fars kiosk, men det skulle jeg i hvert fald ikke. Jeg kunne se, at det sled på ham med alt det arbejde, så jeg begyndte på universitetet, men fysik var alligevel ikke lige mig, så jeg søgte videre og kom ind på medicin.

Inden jeg nåede at starte, var lokalet inde ved siden af min fars kiosk blevet ledigt, og han spurgte, om jeg ville være med til at drive en større kiosk sammen med ham. Vi slog de to lejemål sammen – det var i 1990 – og jeg besluttede at vente et år med at begynde på medicin.

Årene gik, og jeg blev ved med at sige »næste år starter jeg«. Men det blev aldrig til noget. Jeg ville da godt have været meteorolog eller læge, men nu har jeg snart været kioskejer i 30 år. Og det har da også været godt. I hvert fald i begyndelsen.

Kørte med udenlandske aviser

Vi solgte masser af cigaretter, øl, vin, spiritus, blade og aviser – og så fik vi også spil, hvilket var svært at få dengang, for de havde kun et vist antal terminaler til kioskerne. Det gav os virkelig et boost på omsætningen!

Vi kørte også ud med danske og udenlandske aviser til virksomheder og bladhuse, blandt andet til Politikens redaktion. Der var jo ikke internet dengang, så der var stor efterspørgsel på at få nyheder fra udlandet på print.

Vi mødte klokken fire hver morgen, pakkede 1.500 aviser, satte etiketter på og kørte ud med dem, inden kiosken åbnede klokken otte – også i weekenden. Min kollega havde østdelen af byen, jeg havde vestdelen.

I nullerne var der bare fuldt drøn på. Vi havde altid travlt!

I nullerne var der bare fuldt drøn på. Vi havde altid travlt! Men så kom finanskrisen, samtidig med at oplagstallene på de store aviser dalede voldsomt, fordi internettet tog over. Det ramte os dobbelt hårdt, kan man sige, fordi aviserne var så stor en del af vores omsætning. Vi kørte færre aviser ud, og løssalget faldt drastisk. Og med finanskrisen købte folk også færre øl, cigaretter og mindre spiritus.

Så kom 7-Eleven og DøgnNetto

Samtidig kom 7 Eleven og alle de der mindre supermarkeder; vi fik en DøgnNetto inde ved siden af. Til sidst havde vi ikke nogen varer, man ikke også kunne få derinde.

Men jeg har heller aldrig gjort noget for at skille mig ud, og jeg har holdt fast i mine åbningstider (10-18 på hverdage, 11-16 i weekenden, red.), fordi jeg ikke har villet arbejde for meget, så det er klart, at det har været svært at konkurrere.

Hvis vi ikke havde pakkeudlevering og spil, ville forretningen overhovedet ikke kunne løbe rundt i dag. 60 procent af kunderne er jo folk, der henter pakker. De resterende 40 procent er gamle kendinge, der er kommet her altid. Jeg har ældre damer, der kommer hver uge og køber de samme ugeblade: Ugebladet Søndag, Hjemmet og Familie Journalen.

Fik 1.000 kr. af vinder

Alkoholikerne er også trofaste. De kommer flere gange om dagen og får 2-3 øl, sætter sig ud og kommer tilbage lidt senere efter flere. Om morgenen er de lidt mutte, men så bliver de i bedre humør op ad dagen.

Jeg har også en ældre herre, der har købt en lottokupon hver uge i 20 år. En dag kom han ind og sagde, at han havde syv rigtige. Jeg blev næsten lige så glad som ham, for som kioskejer er der jo lidt prestige i at have en vinder i butikken. Han vandt 3,6 millioner og gav os 1.000 kroner, fordi han syntes, at vi skulle have et eller andet.

Så vi har da stadig kunder, men jeg synes, at det er en svær tid for kioskbranchen. Vi er blevet klemt imellem mange ting. Unge mennesker har ikke samme forhold til kiosker som den ældre generation, og de er her jo ikke for evigt. De unge kommer kun, hvis de skal have en pakke cigaretter og ikke lige gider at gå ind i et supermarked. Og det er jo svært at leve af.

Hvis jeg havde råd, ville jeg lukke forretningen nu, men jeg lukker helt sikkert inden for fem år. Så gider jeg ikke mere.

Min søn vil nok gerne overtage lejemålet og udvide den café, han har inde ved siden af.

Når dagen kommer, og jeg lukker kiosken en gang for alle, kunne jeg godt tænke mig at holde fri i et år – og rejse med min kone. Vi tager næsten altid til Asien. Og når vi kommer hjem, kan det være, at jeg fortsætter med at køre aviser en gang imellem, og måske kan jeg endda få et job i cafeen ved siden af. Jeg skal nok finde på noget«.

Læs mere:

IBYEN

Ibyen klæder dig på:  Her er de bedste loppemarkeder i København

Caféen Snacks & Blues på Guldbergsgade på Nørrebro i København.

Ibyen Cheap Eats:  Her er de 20 bedste serveringer i København, der gør dig mæt for max 100 kr.


    Anmeldelser af forskellige madboder på Københavns nye madmarked Reffen på Refshaleøen. 

Få overblik:  Her er oversigten over alle Københavns madmarkeder

»Må man ta' hunden med sig ind i himlen...?«. Ibyen guider til byens bedste karaokedestinationer.

Den store karaoke-guide:  Hvad skal I synge? Og hvor? Ibyen og musikanmelderne guider

Herman H.J. Lynges antikvariat på Silkegade i indre København er Skandinaviens ældste antikvariat.

Henrik Palle guider:  Her finder du Københavns bedste antikvariater

Der er masser af folkekøkkener i København. Vi guider til 9 af dem.

Spis billigt ude:   Her er 9 folkekøkkener i København

På Darcy's Kaffe i Blågårdsgade på Nørrebro er både kaffen og læsestoffet værd at komme efter.

Syv hyggelige boghandlere:  Her serverer de byens bedste læsestof til kaffen

På Restaurant Trio i Axel Towers er udsigten god, selv når man sidder på tønden.

Guide til Københavns tag­restauranter:  Her kan du spise, drikke og ... ja, tisse med en udsigt

Kafeteria på Statens Museum for Kunst
er bare én af byens nye forbedrede museumscafeer.

Guide:   Her er Københavns bedste museumscafeer