Hvis vi siger ’Stupid Man’, ’Nu hvor du har brændt mig af’ og ’Malaga’...
Roskilde Festival
Nye navne til 2020
Så spørger du, om det er Thomas Helmig, der står og banker på Orange Scene for at komme ind?
Og ja, det er det.
For udgave nummer 50 af Roskilde Festival, der afvikles 27. juni - 4. juli, tager imod Thomas Helmig, når han næste sommer besøger Orange Scene på festivalen med »en helt unik koncert, der er sammensat særligt til Roskilde Festivals publikum«.
Det oplyser Roskilde Festival i en pressemeddelelse.
Koncerten bliver Thomas Helmigs syvende Roskilde Festival-koncert, første gang han spillede på festivalen var i 1986 med Thomas Helmig Brothers, og den bliver den ene af de kun to koncerter, han giver næste år.
Også sønnen Hugo Helmig, der i år måtte aflyse alle planlagte koncerter på grund af et kokainmisbrug, slår vejen forbi festivalpladsen, hvor han får sin Roskilde Festival-debut. Det bliver hans første koncert efter turnéaflysningen, oplyser Roskilde Festival.
Uregerlig rapper fra USA
Fra fjernere himmelstrøg får Roskilde Festival besøg af rapperen og produceren Tyler, the Creator.
Med sig har han albummet ’Igor’ fra i år samt ’Flower Boy’ fra 2017, to album, der begge fik fem hjerter af anmelder Simon Lund.
»Som hovednavn lægger Tyler, The Creator sig godt i tråd med Taylor Swift og tegner billedet af, at de unge stjerner kan bære de store scener«, er programchef Anders Wahrén citeret for at sige i pressemeddelelsen.
Sidst, Tyler, The Creator besøgte Roskilde Festival, var i 2011 som en del af det hæsblæsende hiphop-kollektiv Odd Future Wolf Gang Kill Them All eller bare OFWGKTA.
På den nu hedengangne scene Cosmopol gav de en intens og agressiv koncert. Som endte før tid, da Tyler, The Creator stagedivede under nummeret ’Radicals’, og det med et brækket ben, hvorefter festivalen afbrød koncerten.
Også Alex Cameron, Deftones og 1990’er-gruppen TLC, der er kendt for hits som ’Waterfalls’ og ’No Scrubs’, er blandt nytilføjelserne til plakaten, som allerede prydes af navne som Taylor Swift, Thom Yorke, The Whitest Boy Alive og Pusha-T.
fortsæt med at læse




























