Hotel Ottilia i Carlsberg Byen har vundet Københavns Kommunes publikumspris for smukt byggeri.

Her er Københavns smukkeste bygning ifølge københavnerne

Lyt til artiklen

Siden 1903 har Københavns Kommune med den såkaldte bygningspræmiering hvert år hædret de af byens bygninger, bymiljøer og anlæg, der er til særlig glæde for byens borgere.

Arkitektur, der »tager udgangspunkt i stedets særlige karakter og bidrager til oplevelsen af København som en by med kvalitet i bymiljøet«.

Her uddeles også en publikumspris, hvor man som borger kan stemme på byens smukkeste byggeri. Årets afstemning lukkede i går, og dermed er en vinder fundet: Hotel Ottilia i Carlsberg Byen er løbet med sejren.

Er det her Københavns smukkeste nyrenoverede bygning?

Hotel Ottilia, der slog dørene op i januar 2019, blev i første omgang nomineret for at være »en karakterfuld bygning med kvaliteter, som man ikke kunne have fået ved at bygge nyt«.

Hotellet er nemlig blevet til ved at omdanne to gamle industribygninger til hotel, konferencelokaler og restaurant – og i stedet for at rive det hele ned, har man bevaret de oprindelige funktioner og industrielle træk.

Kan nyåbnet italiener give liv til byens 'sovekvarter'? Carlsbergbyens nye rooftop-restaurant vil være det lokale stamsted

Da Politikens arkitekturredaktør var forbi bygningen sidste år, kvitterede han med 5 hjerter og skrev blandt andet:

»Mod vest og ud til det kommende hovedtorv i Carlsberg Byen har man så spejlet de karakteristiske guldskjolde med nye runde vinduesskår. I deres dybe nicher er der indrettet et siddemøbel, så man kan ligge i vindueskarmen og læse en bog eller følge med i livet på pladsen. Det er virkelig vellykket og giver masser af karakter til huset«.

Se billederne af bygningen her:

Madanmelderen opdagede en ny livsform hos Tramonto i Carlsberg Byens mørke

Københavns Kommune har desuden præmieret følgende bygninger: CPH Village (Refshaleøen), Klarahus Produktionskøkken (De Gamles By), Grøndalsvængets Skole (Nordvest) og Elefanthuset (De Gamles By).

De andre bygninger, der var med i opløbet, men som ikke blev præmieret, var Upcycle Studios (Ørestad Syd), Skt. Kjelds Plads og Bryggervangen (Østerbro) og Christiansborg Områdesikring (Christiansborg Slotsplads).

Emma Louise Stenholm

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her