Heartland Festival skulle have fundet sted i denne weekend med et tredages program af koncerter, talks og madoplevelser ved Egeskov Slot på Fyn.
Men årets udgave blev aflyst, efter at regeringen i april forlængede forbuddet mod store forsamlinger indtil august.
Festivalen finder derfor næste gang sted i foråret 2021, hvor The National netop er offentliggjort som første hovednavn, men du behøver ikke at vente så længe for at opleve den heartlandske stemning.
Under navnet Heartland @ Home er de klar med en gratis digital festival, så du i weekenden kan tage til nogle af de koncerter, talks og fællesspisninger, der ellers skulle have fundet sted ved slottet.
Program
Heartland @ Home
Lørdag 30. maj
14.00: Lord Siva
16.00: Sommermad med Frederik Bille-Brahe
18.00: Takykardia feat. Selma Judith
20.00: Awinbeh
Søndag 31. maj
9.00: Bageworkshop med Jesper Gøtz
16.00: School of X
20.00: Selina Gin
Egentlig skulle de have spillet på scenen Prxjects Stage, men i stedet kan du på Heartlands Facebook og Instagram høre koncerter med Lord Siva i følgeskab med sin faste producer Carl Barsk, Awinbeh, School of X, Takykardia featuring Selma Judith - og så kan du høre helt ny musik af Selina Gin, tidligere forsanger i den nyligt opløste rockgruppe Nelson Can.
Og det er ikke kun musikken, du kan tage med hjem. Allerede nu kan du høre Svend Brinkmann og Jeanette Varberg i samtale om »at skabe mening«, og i weekenden vil der være fællesspisning hver for sig, når Frederik Bille-Brahe laver ricottatoast med grønne asparges og krydderurter, og Jesper Gøtz lærer dig at bage de perfekte surdejsboller. Opskrifterne ligger allerede på Heartlands hjemmeside og Facebook, så du kan gå i gang med forberedelserne i god tid.
Og du skal naturligvis forsynes drikkevarer til måltidet. Derfor tilbyder Heartland kasser bestående af cider fra Æblerov, vin fra Vinhanen, Grands Vin og Kolo samt øl fra udvalgte fynske mikrobryggerier, der henholdsvis leveres hjem til dig selv og kan afhentes i Aarhus og København.
Læs mere, og deltag i Heartland @ Home her.
fortsæt med at læse


























