Blandt andre kajakroerne kan se frem til bedre muligheder for at udfolde sig i Amager Strandpark fremover, hvis fire konkrete forslag bliver ført ud i livet.

Populært åndehul for tusindvis af københavnere skal forbedres. Her er fire konkrete forslag

Københavns Kommune ønsker at så strandengs-blomster langs Lagunen i strandparken. (arkivfoto) Foto: Andreas Merrald/POLFOTO
Københavns Kommune ønsker at så strandengs-blomster langs Lagunen i strandparken. (arkivfoto) Foto: Andreas Merrald/POLFOTO
Lyt til artiklen

Amager Strandpark trækker hvert år tusindvis af københavnere og andre gæster til, og nu ser det blå-grønne åndehul ud til at få flere farver på paletten.

Københavns Kommune ønsker at så strandengs-blomster langs Lagunen i strandparken »til gavn for biodiversiteten og til glæde for brugerne af stranden«, fremgår det af en indstilling til politikerne i kommunens teknik- og miljøudvalg.

Kommunen har hvert år en halv million kroner ekstra at gøre godt med, da man har nedlagt det interessentskab, der tidligere stod bag Amager Strandpark. Pengene bliver målrettet fysiske forbedringer af parken, der rummer Københavns største strand og ligger blot fem kilometer fra Rådhuspladsen.

Det lokale parkbrugerråd er blevet hørt og har udover en strandeng med blomster anbefalet, at der bruges penge på at etablere en sliske og ponton til kajakker for enden af Øresundsvej, da »der er stor efterspørgsel efter gode muligheder for at sætte sin kajak i vandet«, som det hedder i indstillingen fra forvaltningen.

Affaldscontainere skal gemmes væk

På baggrund af brugerrådets ønsker er det også planen at indhegne de mange skraldecontainere, som står i strandparken, som for mange strandgæster er det første møde med stranden.

Og endelig ønsker forvaltningen at få grønt lys af politikerne til at etablere et flytbart bord- og bænkesæt på legepladsen ’Sælen’ ud for Italiensvej, der på kort tid er blevet meget populær blandt børnefamilier i området.

Flere andre forslag har været drøftet af parkbrugerrådet, men blandt andet en strand til løse hunde og tidligere åbningstid på toiletterne i strandparken var der ikke opbakning til.

Politikerne skal behandle sagen på et møde mandag 30. november.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her