Måger skriger, bølger bruser, og vind suser i ørerne. Solen varmer. Jeg trækker vejret dybt. Duft af marehalm og salt. Når jeg er på stranden, fylder jeg min krop helt ud. Møder den kølende salte luft, mens øjet følger den åbne horisont, den høje himmel og vandets konstant optegnede duvende fugtige grænse mellem land og vand.
Mødet med vandet rummer sin egen tiltrækning fuld af angstlyst. Lysten til at mærke det kølige gys på huden, den pludselige nedkøling og kroppen, omsluttet og båret oppe af vand, mens frygten for at svømme for langt ud, blive trukket ned og aldrig komme op igen lurer i dybet.
Amager Strandpark har det hele.
Det handler om skalaen. Amagers strand er større end nogen anden strandpark i kommunen. Det kalder på en landskabsarkitektur, der er underspillet. For der er så meget kraft alene i størrelsen.
