Men hvor længe, spørger mølleejer Susanne Jervelund, som tager imod os ved vandmøllen, sig selv med stadig større ængstelse. For nok er begge de to møller fredet. Det samme gælder bare ikke den »ensløbende kraft«, Blixen skrev om i 1957: vandet, som strømmer til hjulet fra mølledammen på den anden side af vejen.
»Vi er markeret som en af de fysiske spærringer, myndighederne gerne vil fjerne jo. De har da også allerede været her at kigge fra kommunen«, siger Jervelund, da hun har trukket det store håndtag på væggen, som nu lader vandmøllens overfaldshjul dreje rundt.
Idyllen til trods kæmpes der nemlig lige her, som en stribe andre steder landet over, en hård kamp mellem kultur- og naturhensyn. En kamp fra mølle til mølle mellem på den ene side lovgivere og miljøforkæmpere og på den anden side lokale møllevenner og museumsfolk.
Grubbe Mølle er blot et af de steder, hvor loven kræver af landets kommuner, at spærringer, som forhindrer fisk og andet liv i at bevæge sig op i vandløbene, skal fjernes. Står hensyn til kulturhistorien i vejen for dette, kan hovedparten af vandet alternativt ledes uden om vandmøllerne, så dyrelivet alligevel får forkørselsretten på vandvejen.
