»Måske er internettet og mobiler den drøm, som Gud lader os have, mens vi går under«

»Jeg tænker meget på det, der er i os, vores instinkter, og hvordan vi kan håndtere dem, tæmme dem og skabe en civiliseret verden«, siger Stridsberg, der betragter det som en næsten smuk utopi, at mennesket måske en dag ikke længere er her. Nogle gange, når hun ser træer ovenfra, får hun en fornemmelse af at zoome ud af folks liv og få et glimt af os mennesker udefra i et evighedsperspektiv, men den evighed, hun forestiller sig, rummer ikke nødvendigvis mennesker.

»Dertil er vores rovdyrnatur og destruktive kræfter for stærke«, siger hun med henvisning til menneskehedens helt store udfordringer. Hendes eget forfatterskab er i høj grad præget af menneskets mørke sider.

Hun citerer den afdøde engelske dramatiker Sarah Kane, som skrev: »I hvert civiliseret øjeblik findes der et frø, som kan blive til en krig i fuld skala«.

»Man er nødt til at finde en måde, hvorpå man kan leve med og tæmme barbaren i sig selv«, siger Stridsberg, der ser træer som en slags vidner til det liv, vi mennesker lever og næsten lader træer og mennesker vokse sammen i sine bøger:

»For mig står træerne for stilhed, sorg og melankoli. Vi bevæger os gennem verden med stor hast, mens træerne står helt stille og betragter os. De står der bare, de bliver ældre end os, de har set alt, de ved alt, men de kan ikke gribe ind i folks liv«.

At mennesket i forhold til naturen er en destruktiv kraft, mærker man i alt, hvad Stridsberg skriver. Hun fremhæver også Bei Dao, den amerikansk-kinesiske forfatter, som har skrevet, at ’frihed kun er afstanden mellem jægeren og byttet’.

»Sådan er vores forhold til naturen og dyrene. Vi ser ud til fuldstændig at savne medfølelse. Feminisme har traditionelt handlet om at sikre rettigheder for kvinden, som tidligere var retsløs, og naturen venter stadig på, at nogen skal tage hendes parti«.

Suggestive landskaber

Med træerne, vandløbene, søerne, dyndet, mudderbankerne og fuglene skaber Stridsberg landskaber så suggestive, at hun må betragtes som en af Sveriges største naturlyrikere. En ros, hun bliver genert over, fordi hun synes, der er noget »frækt eller billigt« ved at bruge naturen som forfatter.

Hvis hun er en slags økofeminist, er det den mørke økologi, ikke den lyse forestilling om Moder Jord, hun hylder. I den på samme tid urovækkende og funklende ’Darling River’ optræder en kvinde, der befinder sig tæt på den forbudte zone i Ukraine, mens der falder giftig regn over Europa.

I det fortællespor, der dominerer i ’Darling River’, er Lo og hendes far på vej ud i skoven. Ud til flodernes mudrede bredder, hvor mænd får lov at gøre med Lo, hvad de vil. Fra bagsædet i Jaguaren ser Lo skoven uden for byen brænde så stærkt, at sommerregnen ikke kan slukke den. Et syn, der på en gang er en skønhedsvision og et undergangsbillede.

I Jaguaren venter Lo altid på et tegn. »En sprække af lys i den stumme himmel ovenover. En søm af nåde, der pludselig ville revne i denne bølgende, ligeglade silke!«, men tegnet kommer aldrig, og turene fortsætter: »Vi skulle fortsætte længere ind i skovens mørke, indtil alting omsider hørte op rundt omkring os; de skrigende fugle, træerne, tiden, motorvejen, ødelæggelsen«.

De mange træer i hendes bøger peger på, at mennesket selv er natur. At naturen er et stort spejl for os. At mennesker bliver mere synlige i naturen. Både vores udsathed og vores forbundethed med andre. Træerne illustrerer menneskelige sindstilstande som dem, der raser i patienterne på sindssygehospitalet i ’Beckomberga’, mens de står dér på skråningen ved de spæde birketræer i hospitalshaven og ryger.

Stridsberg kommer i tanke om dengang, hun læste på universitetet i Alsace som ung, idéhistorie om Platon og Rousseau og Aristoteles.

»En aften, da jeg var ensom og lidt beruset, gik jeg rundt nede ved floden, og da mødte jeg en bæver, eller måske en odder, i hvert fald une autre, en anden, og vores blikke mødtes, og i et svimlende øjeblik var det, som verden kæntrede, og jeg troede, at vi en dag ville være lige. Jeg var helt åben«.

Længsel og flugt

Nu bor hun i Stockholm, hvor hendes teaterstykker sættes op på Dramaten, og hun er for længst et litterært verdensnavn. Hendes børn går i skole, bortset fra de 6-7 uger om året, hvor familien er på Fårö, en ø i Østersøen.

»Jeg føler mig næsten selv som et træ, fordi jeg sidder stille så stor en del af tiden og lytter efter stemmer i en slags vind. Den, der vil skrive, må kunne høre stemmer, der ikke er éns egne, ligesom det kendes i psykoser«.

Men i de romaner og teaterstykker, hun skriver, søger hun ofte langt væk. Til de steder, hvor menneskene ikke findes. Til de forladte strande, til de forladte dele af Detroit. Til gamle søer og floder, forladte, øde, og det skyldes en længsel i hende selv:

»Jeg har længsel efter at komme væk fra menneskene. Løbe ind i skoven og forsvinde. Måske er det i det hele taget derfor, jeg skriver, for at komme væk«.

Denne længsel efter noget andet har hun altid haft:

»Da jeg var barn, tre-fire år, var jeg besat af ideen om at skabe en opfindelse, en gigantisk maskine af en slags, der ville være større end os og vores små liv. Måske var det, fordi min familie manglede noget grundlæggende, måske fordi jeg havde brug for noget, der var større end virkeligheden, og nogen gud havde jeg ikke, og som barn oplevede jeg naturen som kold og ligeglad. I mine bøger tror jeg, at den der følelse findes af at blive forladt af alt«.

Hun har senere tænkt, at skrivningen blev hendes maskine.

»Jeg har stadig svært ved at leve i den der lille verden, som kaldes virkeligheden, jeg vil altid et andet sted hen, vende mig mod et andet sted og befinde mig i den klingende lyd af stjerner. Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg kan have en sådan skrivedisciplin, men mit problem er, at jeg kun vil skrive, at jeg har brug for disciplin for at leve«.

»Og samtidig: Jeg har en følelse af, at verden bliver mere og mere fiktiv, at vi lever indespærret i de billeder, der raser over os og i vores egne drømme, at der er langt til virkeligheden. Måske er internettet og mobiler den drøm, som Gud lader os have, mens vi går under«.

Skræmmende smukke rovdyrsbiler

Sidste år udkom på svensk hendes novelle ’Vi var rovdyr’, som lægger sig tæt op ad stemningen i ’Darling River’, og novellen foregår udelukkende i en Jaguar. For nok er Stridsberg glad for træer, men hun er også meget optaget af biler. I hendes bøger kører folk indespærret både i dem og i det omkringliggende ensomme landskab.

»Jeg er meget bange for biler, men også fascineret. Bilen er både skræmmende og smuk«, siger Stridsberg og udtrykker igen denne dobbelthed af skønhed og undergang.

»Den var hjertet i vores fremskyndende velstand i det nittende århundrede, så vi har muligvis en positiv og reptilhurtig tilknytning til bilen. Men ligesom helten og psykopaten har den samme psykologiske oprindelse i den menneskelige psyke, bærer bilen og bilindustrien også vores død i sig. Bilen er en slags rovdyr, som skader vores verden. Den var vores fremtid, og den bliver vores død«.

For et par år siden skrev hun et teaterstykke og en novelle, som hedder ’American Hotel’, og som udspiller sig i den del af Detroit, der nærmest døde, da bilindustrien kom i krise, og når bilen altid er med i det, hun skriver, er det, fordi bilen både symboliserer fare og gylden flugt på samme tid:

»Måske også et billede på selve livet, hvordan det bruser frem, og man selv er fanget i det, prisgivet større kræfter end sig selv, naturlove, forældre, medmennesker, love, guder, uhyrlige politiske begivenheder som Hiroshima og Tjernobyl og ødelagte ozonhuller. Man skynder sig, hjælpeløs, i en retning, som man ikke selv har bestemt, drevet af kræfter, som vi fornemmer, men ikke forstår«.

Stridsberg har ikke selv en bil, ikke en gang et kørekort, men hvis hun havde en bil, skulle det være en Jaguar. Tror hun. Hun er lidt usikker på, hvordan sådan en ser ud i virkeligheden.

Du gør næsten bilen til begærsobjekt i dine bøger. Hvordan ser du koblingen mellem bilen og det seksuelle?

»Den er det her mørke ønskeobjekt, som man foragter og skræmmes af, men alligevel drages mod. Menneskets uhyrlige skabning midt i det skrøbelige landskab, som skaber en illusion af udødelighed i os, en idé om, at vi ikke er skrøbelige og dødelige som resten af naturen. At vi bare kan fortsætte med at køre. Det er vel også noget med bilens hastighed, at det skaber en slags fartblindhed, en ufølsomhed for omgivelserne. Som at flyve gennem den smukke himmel, man glemmer tyngdekraften for et øjeblik, man glemmer naturlovene, at Antarktis og permafrosten i Sibirien smelter«.

Lad os bare uddø

Det, Stridsberg siger om sin længsel efter ensomhed, men også om bilen og fartblindheden og vores illusion om udødelighed, får mig til bedre at forstå det, hun sagde til mig for to år siden, da jeg sidst talte med hende. Hun sagde, at fremtiden som begreb er død, og kaldte det en smuk tanke, at menneskeheden måske en dag forsvinder, for så kan andre arter få lov at leve i fred. Vores destruktive kraft er større end vores konstruktive, vi bevæger os ikke længere frem mod noget bedre:

»Vi troede på fremskridtet, væksten, velstanden, teknologien. Alt det, som nu har vist sig at bære på vores udslettelse, men nu ligger den slags fremtid bag os. Det er det skift, vi står midt i. Vi skal forstå, at den fremtid, vi kendte, er passé, mens vi endnu ikke har formuleret det nye, den her antifremtid, som venter os. Vi har endnu ikke skabt en utopi omkring den. Vi forestillede os, at fremtiden var den økonomiske lykke og tryghed, som kapitalismen kunne give os. Nu er vi i et vakuum, en venten, på tærsklen til det ukendte«.

Dengang placerede hun troen på, at der alligevel bliver en slags fremtid hos de unge, hos børnene. »Jeg håber på noget, som vækker os«. To år senere klinger den udtalelse ind i en verden, der ikke blev vækket af ungdom, men af en virus. Hun ler, da jeg konfronterer hende med udtalelsen:

»Nogle gange skal man være virkelig være forsigtig med sine ønsker, for man risikerer at blive bønhørt. Men faktisk tror jeg, vi er vågnet nu. Jeg tænker på det, vi befinder os i nu, som vores store chance, som en kæmpe mulighed – og først og fremmest i forhold til naturen, miljøet, klimaet. Flyene, der blev stående på jorden, er næsten som en illustration af en utopi, et billede af en mulig fremtid. Det var faktisk muligt at lade alle fly stå på jorden. Det kommer til at kræve meget af os, hvis det billede skal blive til virkelighed, men nu ved vi, at det kan lade sig gøre. Billedet fortæller os noget om, hvordan vi kan leve, hvis vi ønsker det. Hvordan vi kan fået andet forhold til naturen. Det peger på det vadested, vi befinder os ved, og på, at vi skal vælge den vej, vi vil fortsætte ad«.

Vi er blevet givet en mulighed for at gøre alt på en ny måde, mener Stridsberg. Hun tænker, at vi, som lever nu, »i pestens tid og i en nedlukket verden«, er blevet pålagt at tage konsekvenserne af det samfund, vi har skabt, i stedet for at vores børn skal gøre det om halvtreds år. Hun har længe gået med den her nagende følelse af, at børn reelt ikke har nogen fremtid, men at de voksne bare ikke har kunnet sige det til dem.

»De ser på os voksne med deres tillidsfulde øje, og det har været og er umuligt at sige: Sorry, you have no future«.

Hvilken fremtid vil vi have?

Men her kommer det stærke billede af en anden fremtid altså ind i billedet, og med den også følelsen af, at der er et rum at handle i:

»Mange af os tænker lige nu, hvor så mange fly stadig står parkeret i lufthavnen: Var vi virkelig nødt til at flyve så meget, som vi gjorde? Hvad var det, der gjorde, at vi hele tiden måtte rejse langt væk? Vi er nødt til at redefinere, hvem vi er, og hvad vi vil tillade os selv fremover«.

Coronakrisen har også givet mange et nyt forhold til naturen. Til træerne i deres have, blomsterne i altankassen eller slet og ret en ny forbundethed med de store og små gevækster omkring os, som, uden at vi altid kan forklare det, giver os ro. For Stridsberg er følelsen af at være forbundet med det nære og det lokale dyb, og hun kan ikke undvære naturens skønhed og beroligende virkning:

»Den skørt smukke himmel, der hænger over os, al den vilde skønhed og sårbarhed, der omgiver os. Træerne, jeg ser hver dag, når jeg går langs den lille sø tæt ved, hvor jeg bor. Trækronerne, der strækker sig ud over vandet, underdanige og stille, som om de accepterer deres lille plads i skabelsen, som Nietzsche talte om. Tyngdekraften, der tvinger dem ned«.

Engang rejste hun en hel del, og hun ville ikke have undværet alle de have, hun har været ved. »Bølgernes enorme kræfter, trangen, som havet udøver på mennesket, i det mindste på mig«. Men at hun var nødt til at rejse i forbindelse med sine bøger, udgjorde også et tilbagevendende problem for hende:

»Jeg holder umådelig meget af at være på ét bestemt sted. Det har nok at gøre med, at jeg bevæger mig så umådelig langt omkring, når jeg skriver. Så gør det mig ikke noget, at der ikke sker så meget lige der, hvor jeg selv befinder mig rent fysisk. Og når jeg endelig har rejst, har jeg ofte haft følelsen af slet ikke at være ankommet til det fremmede sted, fordi jeg har været fanget i mig selv og mit svenske blik«.

Lige under den tynde fernis

Med coronakrisen føler hun, at noget, hun meget længe har haft i sig, er blevet mere synligt for mange flere, og det er fornemmelsen af, hvor skrøbelig den eksisterende orden er.

»Når jeg har måttet rejse væk, har jeg nogle gange sagt til mine venner: Tænk, hvis grænserne lukker, mens jeg er borte, og jeg ikke kan komme tilbage til mine børn. Det har de altid grinet ad. Sara, hvordan kan du tro, at grænserne pludselig kan lukke sig i Europa? Men jeg har svaret, at jeg ved, at det kan ske, for lige under den her tynde fernis, under rigdommen og den tilsyneladende orden, rører der sig nogle meget brutale kræfter, som lynsnart kan formå at lukke grænser og afstedkomme alle mulige andre undtagelsestilstande«.

Illustration: Caroline Niegaard. Originalfoto: Tomas Østergren

Den svenske debattør Johan Akelius skrev for nylig i et debatindlæg, at der længe har været en slags længsel efter en undtagelsestilstand i Sverige. At man har set det i klimadebatten, hvor man har villet udråbe en slags klimaundtagelsestilstand. Kan Sara Stridsberg genkende det?

»Jeg har ikke læst teksten, men længes man ikke altid efter en undtagelsestilstand? Man har den der hastighed i sig, som er vores tid, som er så ekstrem, ligesom den bil, du ræser gennem det skrøbelige landskab i. Bagefter kom dvaletilstanden, og så fortsætter man igen uophørligt. Det er Nabokov-følelsen af ikke at være på vej et bestemt sted hen, men kun bevæge sig i det primitive begærs retning«.

At skrive på afstand af sin art

Den første uge, efter at epidemien, uden endnu at være blevet en pandemi, førte til panik i Europa, gik Sara Stridsberg rundt om sig selv, hun kunne ikke skrive, men bevægede sig ud i skovene, gik bare planløst rundt, gennemstrømmet af en følelse af, at samfundet ville bryde sammen. Senere kunne hun godt skrive, er nu midt i en roman, som har så godt et tag i hende, at det er svært for hende at holde sig fra den. Men det har sikkert også været en måde for hende at holde usikkerheden i forbindelse med virussen på afstand, mener hun. Hun har skrevet med en fornemmelse af at befinde sig i en katastrofe, der gør litteraturen mere nødvendig, men også kan føre til dens undergang.

»Dengang pesten hærgede, lukkede man teatrene i England i flere omgange. Jeg skulle selv have haft premiere på et stykke på Dramaten i april, og så tænkte jeg på teatrene dengang i London. Da englænderne åbnede teatrene igen, blomstrede dramatikken, det var som en eksplosion, som blandt andet bød på Shakespeare. Det er den håbefulde side, men man kan jo også forestille sig, at litteraturen dør, alt er muligt. Vi håber, at katastrofen skal føre til noget godt, men det behøver katastrofer jo ikke gøre. Vi ved ikke, hvad der sker«.

Jeg bringer den indiskamerikanske forfatter Amitav Ghosh på bane. Han kritiserer det tyvende århundredes vestlige forfattere for at have været store navlepillere. De har været for optaget af jeget, men burde have haft et bedre blik for alt det, der ledte frem til klimakrisen. Til det siger Sara Stridsberg, at man som forfatter kun kan skrive om selve relationen mellem menneske og natur, hvis man så at sige placerer sig uden for sin art og skriver ud fra et kosmisk perspektiv, medtænker universet, en slags evighedsperspektiv:

»Min erfaringer om mig selv, livet, mennesker, er, at man altid mangler at få øje på alt det væsentligste i livet. Vi kigger altid på noget andet i stedet for at se det, som er vigtigt. I stedet for at se den virkelige fare stirrer vi på noget andet, og sådan tror jeg mennesker er. Jeg tror, at vores forhold til naturen er mørkt. Vi er rovdyr, vi tvinger naturen til underkastelse, men det er ikke et forhold, det er nemt at beskrive, for det handler om, hvordan vi er inderst inde, og dermed også om vores skræk. Det er meget svært, for det handler om at zoome ud fra sig selv og sin egen art«.

Det er svært for ikke at sige umuligt at skrive fra et andet sted end det menneskelige, fordi man selv er menneske?

»Præcis. Hvem står uden for vores art? Når jeg forsøger at tænke undskyldende eller overbærende om os mennesker, tænker jeg: Jamen vi formår bare ikke at gøre det bedre, for det er jo sådan, vi er. Vi er de her små væsener, som ikke forstår tiden eller rummet uden for os selv. Fordi vi også er rovdyr, vil vi eje. Vi vil, at alt skal underkaste sig vores vilje. Det primitive i os er meget stærkere, end vi selv ønsker«.

I det, vi har talt om, kommer vi ikke så meget ind på den menneskelige natur, ud over at du fremhæver det primitive i os, rovdyrinstinktet, hvilket jo er væsentligt nok. Men når jeg læser dine bøger, er der en opmærksomhed mod tingene. Mod biler, tøj, tasker, cigaretter. Du har en særlig sans for kulturprodukter, der er bærere af begær. Jaguaren f.eks. Selv om den er ødelagt indeni, og sæderne kan minde om væskende sår, er den indbegrebet af bilen som fascinerende objekt.

»Jeg elsker det lave i os, det letfordærvelige, det latterlige, det, vi begærer, det letsindige, det legetøjsagtige. At henvise til popcorn i stedet for Rilke. At være loyal over for det trivielle, med Lolitas lyserøde tyggegummi, med alt det, der er lavt værdsat«.

I den erkendelse findes en slags tilgivelse. Stridsberg får lyst til at tilgive menneskeheden, selv om hun på skrift, også her i avisen, har skrevet om ødelæggelsen af planeten og andre arter som menneskets ultimative utilgivelighed.

»Så er det, jeg tænker: Lad os gå under, for vi kunne ikke gøre det bedre. Næsten som når man afbryder en relation, fordi man ikke kan gøre det bedre, og det alligevel ikke er lykkedes«.

Hun holder en lille pause. Så tilføjer hun:

»Jeg vil gerne kunne se på verden med et blik, der ikke kommer fra min egen art, det ville jeg gerne kunne, men det er pokkers svært«.

Kampen mellem instinkterne

Men du gør det vel ikke desto mindre, når du siger, at menneskehedens uddøen er en smuk tanke. Det er er jo ikke ligefrem topmålet af loyalitet over for vores art. Vi kunne lige så godt ikke være her, det ville faktisk være bedre …

»Det er to modstridende længsler, der slås, tror jeg, og den kamp raser i mange mennesker. Der findes en stærk længsel tilbage til business as usual, til at flyve ti gange om året og shoppe sig til tryghed. Men jeg bilder mig ind, at den anden længsel er endnu stærkere, for vi har i de seneste måneder vist, at vi er parate til at eje mindre, købe mindre, rejse mindre og passe på de svage. Det eneste, vi kan håbe på, er, at vi kan skabe en ny kobling. Et link mellem rovdyrinstinktets drift mod at eje og besidde og den del af vores natur, der står for det modsatte. For omsorgen. Jeg tror også, der er et stærkt instinkt i os, som handler om at ville beskytte og forsvare de svage, uanset om det er en menneskebaby, en flygtning eller en misbruger. Nogle gange tænker jeg, at vi er her på Jorden for at tage vare på hinanden«.

Så du er måske trods alt gået hen og blevet en lille smule mere håbefuld?

»Jeg holder fast i, at det også er en smuk tanke, at vi måske en dag ikke er her mere, for vi er jo bare én af arterne på Jorden. Jeg tror, og videnskaben siger jo det samme, at alle andre arter ville klare sig bedre, hvis vi ikke var her. Det er jo kun os, der har den her idé om, at netop vores art skulle være skabelsens krone«.

Men?

»Jeg er ikke religiøs, men jeg tænker alligevel, at nogen har givet os en sidste chance. Nogen har villet sige: Se!«.