Anderledes fredfyldt går det for sig, når digteren Christian Winther i 1800-tallet får os til at synge »Flyv, fugl, flyv!«. Ikke kun, fordi det vilde ocean er erstattet af noget så fredeligt som »Furesøens vove«, men også, fordi turen over vandet går hjem til noget så hyggeligt som »din fjedrede mage/ og de gulnæbbede små«.
Mellem Kingos gruopvækkende ocean og Winthers fredelige indsø ligger oplysningstiden, hvor naturen lige så stille fik et andet udseende i poesien, fordi mennesker forestillede sig menneskets natur anderledes. Ikke længere kuet af synd, men oprejst og klar til at virke for en bedre verden.
Det er jo ikke, fordi naturen har ændret sig. Furesøen og Nordsøen har sikkert været de samme hele tiden. Det er forgrund og baggrund, der er blevet forrykket i løbet af 1700-tallet. Mennesket er blevet mere sin egen herre. Og naturen i digtene derfor mere tjenstvillig.
