Den ene ladeport på Lerbjerggård er i stykker. Det fortæller 27-årige Nanna Thomsen, da hun læner sig bagover for at trække sin store vejsidebod med grøntsager ud i morgensolen.
»Så man skal være lidt præcis, når man …«.
Donk, siger det, da boden ramler ind i den ene stålside. Kasserne med gulerødder og palmekål skælver.
»Ja … Derfor«, griner Nanna Thomsen og støtter en yderligt liggende bunke glaskål med hånden, imens hun retter op og triller vognen videre ud på gårdspladsen. Om ti minutter skal den stå klar til dagens første kunder.
