0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Jeg havde ikke set, at det mest mystiske væsen i den danske natur havde siddet lige foran mig hele dagen

11. juli 2020
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg elsker naturen, men mest i digte, på film og i malerier. Nu er jeg gået ud i en urørt sumpskov, hvor jeg skal sidde stille i 24 timer for at forstå, hvad træer og fugle siger, når de taler for sig selv. Og så begynder en myre at følge med i min bog, og et frø i et spindelvæv snurrer mig ind i blomsternes hemmelige verden. Og da gransangerne har udført kinesisk vandtortur, sidder jeg pludselig over for sumpens mest mystiske væsen, som hverken er dyr eller plante.

Naturen er tilbage

Vi drages og længes i stigende grad mod naturen. Tendensen, der også afspejler sig i kunsten, er kun blevet tydeligere under coronakrisen. Hvad håber moderne mennesker at finde?


Det undersøger vi i denne vildtvoksende sommerserie.

  • Jeg elsker solsorten. Jeg elsker lyden af dens navn og lyden af dens sang. Men nu har jeg siddet i en sumpskov til en solsortkoncert i to timer og været sådan lidt … hmm. Der er sket absolut ingenting i mit hoved ved lyden af den levende natur.

    Det er blevet sommer. Den årstid, som jeg bedre kan forholde mig til under navnet ’allerede-ikke-længere forår’. Igen har jeg en følelse af ikke at have fået nok ud af foråret. Det er ellers dér, jeg oplever den stærkeste forbindelse til naturen. Men ikke når det sådan rent faktisk er forår. Det er om vinteren, når jeg læser om det i snehvid naturpoesi, hvor digteren længes mod de kåde fuglekald mellem grenenes svulmende knopper. Det er i længslen efter foråret. Når foråret endelig er der, sådan rent faktisk, kan det aldrig leve op til den forventning, der fyldte mig dengang i januar.

    Solsortens tone »smelter sødt, fra høje Steder,/ din Strofes Guld ind i Solnedgangen!«. Sådan beskriver Johannes V. Jensen dens forårssang i digtet ’Solsort’. Men jeg elsker den højere i digtets begyndelse, hvor »Novemberregnen græder sin vrede Graad«:

    Solsort! Svundne Somres Genganger du,

    Stumheden selv, Mulden bestandig nær,

    i Aarets faldne Løv du spøger,

    flygtende sky, som din egen Skygge

    Det er, når Johannes V. Jensens stumme solsort med »lukket Bryst« forsvarer »Sommerens Toneskat«, at jeg kan høre dens budskab.

    I digtet ’Tretten måder at se en solsort på’ beskriver Wallace Stevens mit problem:

    Jeg ved ikke, hvad jeg foretrækker,

    Tonefaldets skønhed

    eller antydningens skønhed

    Solsortens fløjt

    Eller straks derefter


    For mit vedkommende er svaret klart. Straks derefter.

    Den forskydning mellem naturen foran mig og naturen inden i mig vil jeg gerne have rettet ind.

    Men hvordan gør man det? Jo, man begynder med at sætte sig på en stol midt i en sumpskov, som i dette tilfælde ligger tæt på mit sommerhus i Odsherred.

    Naturen her er groet til uden indblanding, siden lagunesøen fra vikingetiden begyndte at tørre ud. Døde træer får lov at blive liggende, buske får lov at stritte uden forskønnende formgivning. Her er det farligt at klatre i træer, fordi man ikke ved, om grenene bærer eller knækker. Det døde ved og det saftige træ er flettet sammen i den hule, jeg nu har lukket mig inde i. Tanken er, at det skal være en mental udrensningskur, hvor jeg skal kigge og lytte og være på naturens præmisser. Indtil kulturresterne fra digte, bøger, film og malerier ikke længere skygger for det, som træerne og fuglene selv vil fortælle.

    Jeg har aldrig taget syre, men det er lidt af den psykedeliske effekt, jeg håber at opleve. En opløsning af sprog og styret blik, så jeg kan stå foran træet og lade det stråle mod mig, sådan som en af mine venner har oplevet det foran en eg på et svampetrip.

    Der er langt endnu, skulle jeg hilse at sige. Solsortene lyder som soundtracket til en tur i haven. Der sker intet.

    Forbandede haveejere

    Foran mig står en mælkebøtte. Den er klar til at få spredt sine frø, men jeg puster ikke. I dag skal jeg ikke forstyrre. Den må vente på vinden, for jeg er jo kommet for at se naturen gå sin gang, sådan som den gør, når jeg ikke er her.

    Frøenes hvide kroner står ordnet med nøjagtig samme afstand imellem sig. Deres hår mødes og skaber trekanter i et regelmæssigt mønster om kuglen.

    Det ligner de bærende strukturer i de enorme drivhuse i forskningscenteret Biosphere 2 i Arizona, hvor man har forsøgt at genskabe Jordens komplette økologiske system 1:1. Med skov, jungle, hav og det hele. Ved åbningen i 1987 flyttede en gruppe forskere ind og kom ikke ud i to år. Her fik de en nærkontakt med naturen, sagde de, som de ikke havde kendt til i verden udenfor.

    »Jeg har et personligt forhold til hver eneste plante i regnskoven«, siger Biosphere 2-beboeren Linda Leigh i dokumentaren ’Spaceship Earth’. »Enten ved at have rørt planten, ved at samle den eller dyrke den. Jeg har en forbindelse med hvert eneste liv herinde«.

    Jeg har ikke to år, men ideen er lidt den samme. Sumpskovens levende og døde træer lukker mig inde i et rum, der er forseglet mod civilisationen. Problemet er bare, at jeg nu i tre timer har kunnet høre en motorsav fra en have et sted. Alle de forbandede havefolk! Hvad ved de om naturen? Den rigtige natur.

    Jeg er selv en af dem. Det er det, der irriterer mig mest.

    For fem år siden købte vi vores sommerhus her i området. Med »en skøn naturgrund«, som der stod i salgsopstillingen. Den viste sig at være en uplejet have bestående af visne buske og trætte træer, så jeg måtte rydde ud og begynde forfra for at skabe vild natur uden for mit vindue. Jeg blev besat af at etablere en grund med kun hjemmehørende planter. Ingen invasive arter eller kultiveret havepryd. Kun hyld, hunderose, hassel, fjeldribs.

    Men rådyrene åd hver en spirende vildskab, så efter et år satte jeg et trådhegn op for at lade naturen gå sin gang. Et paradoks, indrømmede jeg over for de rasende grundejere, der råbte ind gennem trådnettet til min private lille biosfære. Det er midlertidigt, forsikrede jeg. Man må manipulere en lille smule med økosystemet for at få naturen tilbage til nul. »Idioter!«, skreg en af de mest hidsige tilbage, »I skulle have købt sommerhus i Hornbæk!«.

    Her har jeg aldrig tidligere vovet mig ind, for fødderne synker ned til anklerne i det svuppende underlag

    Det blev en hård kamp. Den sandede jord i området er næringsfattig, fik jeg at vide. Det ville jeg blæse på. Jeg skulle nok få den til at ligne frodig natur, sådan som den strutter af løv og nåle og blomster og torne uden om mit trådhegn. Så jeg gravede, gødede og vandede og fjernede alt det, der kom op helt af sig selv. Gyvel er godt nok hjemmehørende i området, men jeg synes, at den ligner plantet pynt. Væk! Her skal der stå en hyld! Gro, hyld. Gro, for helvede!

    Det gik ikke som planlagt. Og naturgrunden med stor diversitet er alligevel en illusion, fik jeg siden at vide af en naturtekniker. Hvis jeg virkelig ville have vildskab, skulle haven kun bestå af birketræer. Et frimærke på 1.200 kvadratmeter ville aldrig have så stor en diversitet som den, jeg insisterede på at etablere.

    I sumpskoven holder jeg fingrene helt for mig selv. Men motorsaven trækker mig tilbage i haven, så jeg må gå længere ind. Her har jeg aldrig tidligere vovet mig ind, for fødderne synker ned til anklerne i det svuppende underlag, som man ikke kan se under det brysthøje græs, der hedder mosebunke. Det breder sig ud over det hele.

    Narcissus i en Disney-film

    Der er øjeblikkelig belønning. Foran mig bliver der pisket op i stråene, og jeg kan hører noget tungt trampe dernede under mosebunkehøjde. Jeg bliver seriøst forskrækket. Findes der grævlinger i en mose? Har jeg noget med til at fore støvlerne, hvis den skulle bide sig fast? Det er større end en hare, det der. Gyserfilmenes gamle trick udspiller sig nu, da det usynlige bæst tager flugten og trækker et bredt spor af sitrende strå efter sig. Nu. Begynder. Det. Fandme!

    Som en haj springer dyret op og blotter sin hvide bug i en solstråle, der får den brune pels til at gløde. Et rådyr. Som en hån mod mit trådhegn. Den er væk i samme øjeblik. Allerede et minde, der står som et penselstrøg af brun og hvidt. Mere af det, tak. Mere nutid, mindre erindring. Nu ser jeg en hvidgul sommerfugl slå en bue ud over sumpen. 15 meter fra mig knækker den sin kurve og flyver direkte hen mod mig. Forbi min næse med fem centimeters afstand.

    Det er som en Disney-film, hvor dyrene danser rundt om mig. Men det er i virkeligheden bare mig, der har forstyrret dem. Det er mig, der har skabt situationen. Og jeg skal ikke være hovedpersonen.

    Jeg går længere ind.

    Et stort buskads viser sig at være kronen på en 20 meter høj rødel, der er væltet. Bladene er helt grønne, så træet er lige dødt. Rodnettet er rykket op og ligger på siden som en brunsort plade af jord og rødder, der er knudret ind i hinanden som i et bronzerelief af Rodin. Som hans ’Helvedes port’ til en anden verden.

    Der er også små fine hvide rødder. Det er dem, alle taler om for tiden, efter at skovfogeden Peter Wohlleben med sin bestseller ’Træernes hemmelige liv’ og forfatteren Richard Powers med sin Pulitzer Prize-vindende roman ’The Overstory’ har skabt en ny generation af tree huggers med afsløringen af, at træer kommunikerer med hinanden gennem vidt udstrakte og tæt forbundne netværk af disse telegraftråde. De er stadig friske. Så måske er træet stadig levende? Måske kommunikerer det lige nu med asketræet ved siden af? Jeg er udelukket fra samtalen.

    Der hvor rodnettet var fæstnet til grunden, er der nu en lille dam i nøjagtig samme form, som om faldet har flået et sår op. Man kan se, hvor tyndt det sikre grundlag er her i sumpskoven. Tyve centimeter under tæppet af græs, døde grene og svampet kompost er hele området åbenbart en sø.

    Er det en skjult verden, der er blotlagt? Det viser sig bare at være meget lavt vand med et klart udsyn til bundens brune mudder. Og når jeg kigger ned i dammen, ser jeg kun mit eget spejlbillede. Som i Ovids ’Metamorfoser’, hvor Narcissus kigger i en sø, der beskrives som »aldrig berørt af hyrder«, og bliver forelsket i sig selv.

    Kaos hersker!

    Det må være et passende sted at sidde de næste nitten timer, så jeg kan koble mig på samtalen mellem el og ask og løbende se mit spejlbillede blive mere transparent. Bag mig har mosebunken allerede rejst sig i de stier, jeg havde trådt ned.

    Men det sumpede underlag kan ikke bære min armygrønne Arctic Tern Relax Chair med fodstøtte, som jeg har købt på nettet. Jeg havde ikke tænkt på, at den ville synke så dybt ned i mudderet, og ideen om at forsumpe så hurtigt er trods alt ikke hensigtsmæssig. For at blive peruviansk shaman skal man godt nok lade sig begrave levende i 24 timer med kun næsetippen over jorden, men det er som afslutning på et halvt års isolation bag et myggenet midt i junglen. Det kræver tid at give slip på sig selv og blive en del af naturen.

    Man skal jo heller ikke give helt slip. Shamanen bliver gravet op igen som et nyt menneske i pagt med planterne, men netop stadig et menneske. Bare med et nyt sprog. Det er dér, jeg skal hen. Jeg skal smide kulturbrillen, men stadig have åbne øjne. Uden et menneske kan der ikke opstå en symbiose mellem menneske og natur. Det er templet på bjerget, der fremkalder bjergets bjerghed, som Heidegger sagde.

    Så jeg bliver nødt til at finde en udkigspost med en mere fast grund.

    Det virker næsten iscenesat, at der ligger et kranie fra et rådyr

    Inde mellem levende og døde træer, der ligger som et spil mikado, er der en lysning. En kæmpe birk læner sig mod et fald, men er tøjret til jorden af en kaprifolies kabler. Hældningen har løftet den ene side af rodnettet op over jordoverfladen, hvor rødderne knækker sig knortet under et tykt lag mørkegrønt mos. Når jeg rører ved det, føles det som tyk, lun pels på knogler.

    Det er som at træde ind i ’Antichrist’, hvor Lars von Trier lader ræven sige »chaos reigns«. Man kan se direkte ned til vandet i hullerne mellem rødderne, der hvor von Triers hekse rækker deres arme op fra mulden. I mosset kribler det af bænkebidere, edderkopper, biller, tusindben og snegle, og det virker næsten iscenesat, at der ligger et kranie fra et rådyr på den fugtige scene. Med myrer kravlende omring de algegrønne stumper, hvor geviret har siddet.

    Det ligner en offerplads. Det er nok bare et godt sted at spise sit ådsel, hvis man er en krage. Men alligevel. Kaos hersker! Her slår jeg mig ned.

    Myren læser med

    Det er faktisk utroligt, hvor lidt kaos der kan opstå på fire timer. Naturen har været fastfrosset som et motiv på et lærred. Og måske er det godt? Måske skal der ikke ske noget. Hvis en ugle havde flået hovedet af en mus foran mig, ville jeg genkende scenen som noget fra en naturfilm. Det ville være et narrativ med en pointe, som jeg alt for hurtigt ville spejle menneskefølelser og folkeskolens evolutionsteorier i.

    Nu har naturen i stedet bare stået der som stum andethed. Et gådefuldt landskab som dem, der for romantikkens kunstnere fremkaldte en oplevelse af det sublime, altså en fornemmelse af, at de hver især som enkelt individ stod over for en større og ubegribelig verden. Kun et kunstnergeni kunne, ifølge dem selv, ane det sublime med sit sensible blik og fremmane det for os andre med deres pensel. For i sidste ende at føre os til en oplevelse af transcendens. En overskridelse af grænsen mellem menneske og natur.

    »Jeg bliver nødt til at være alene og vide, at jeg er alene, for fuldt ud at kunne føle og fordybe mig i naturen«, skrev den tyske romantiks mestermaler Caspar David Friedrich. »Jeg må overgive mig til det, der omgiver mig, forene mig med skyer og klipper, for at blive, hvad jeg er. Jeg har brug for ensomhed for at få en dialog med naturen«.

    Hans maleri ’Wald im Spätherbst’ er særligt i forhold til hans mere kendte værker på grund af motivets fravær af et menneske, der betragter landskabet. I ’Vandreren over tågehavet’, for eksempel, står kunstneren selv med ryggen mod os og blokerer for vores udsyn til et bjerglandskab, hvis linjer strømmer ud fra ham. Det er selve transcendensen, der er blevet det egentlige objekt. Længslen mod symbiosen peger i sidste ende alene tilbage på mennesket.

    Derfor ledte jeg efter et sted at slå mig ned, som skulle ligne ’Wald im Spätherbst’. Det skulle ligne min forestilling om den vilde natur, når den er truende og ikkemenneskelig. Det var selvfølgelig allerede i udgangspunktet en illusion. For selv om Friedrich ikke er en synlig figur i motivet i ’Wald im Spätherbst’ er han som betragter til stede i hver en streg. Det vidste jeg jo egentlig godt, men jeg skulle alligevel lige sidde her og kede mig i nogle timer for at acceptere det.

    Der er ikke noget at gøre. Når jeg kigger op i birketræernes kroner, ligner de små runde prikker i et impressionistisk maleri. Det er allerede kunst, idet jeg kigger på det. Jeg kan i bedste fald åbne mig og blive »et nedløbsrør for indtryk«, som den svenske digter Tranströmer skriver i sit digt ’Gennem skoven’. Naturen har ingen udtryk. Alt er allerede indtryk. Bladene, fluerne, fugle og blomster. Indtryk, som andre har haft og formidlet videre til mig. Indtryk, som opstår i det sekund, jeg åbner øjnene foran et træ.

    Jeg piller myren op og æder den

    Mens jeg læser ’Gennem skoven’, kravler en myre frem på siden. Normalt ville jeg børste den væk med hånden, men nu insisterer jeg på ikke at forstyrre. Jeg lader den kravle og læser videre. Og jeg sværger! På et tidspunkt kravler den hen til det ord, jeg læser. I det øjeblik jeg læser det. Jeg stopper op, den venter. Jeg læser videre, og den følger med. Nogle gange krydser den en linje, men den rammer altid den næste linje der, hvor mit blik ankommer i samme sekund. Over fem linjer foregår det på den måde.

    Det er, som om den læser med mig. Men det er selvfølgelig bare mig, der kommer til at læse efter dens tempo og ubevidst vente på den, når den er sakket bagud. Bare i en brøkdel af et sekund, så det føles ikke umiddelbart bevidst. Men det er det. Det er mig, der læser en korrespondance ind i et meningsløst mønster. Jeg piller myren op og æder den.

    Den smager af citronmelisse. Måske lidt fyldigere. Som citronverbena, men uden sødme. Er det så citrontimian? Ikke helt så krydret. Det er nok citrongræs, der kommer tættest på. Myren angriber sine fjender med syre, og det er den, der giver en smag, som vi forbinder med citron. Vi har ikke ord til præcist at beskrive hver af de fire urters individuelle syresmag, så vi kalder dem bare alle noget med citron efterfulgt af et ord, der også er en association til noget andet end det, urten er. En kæde af forskydninger. Men smagen synes umiddelbart at forbinde til noget indeni, før ordene følger efter.

    • Mikkel Hørlyck
    • Mikkel Hørlyck
    • Mikkel Hørlyck

    Jeg har flere gange oplevet en stærk forbindelse med naturen gennem smagssansen. Særligt i det ny nordiske køkken, hvor man bestræber sig på at formidle kontakt til det, man kalder et nordisk terroir. Det er ikke sjældent noget ævl, men på restauranter som Noma og den nu lukkede Kadeau har der været noget om snakken.

    Engang spiste jeg en kogle på Kadeau, som helt umiddelbart sendte mig op i den rødgran, den var plukket fra. Det var en spæd pollenbærende hankogle, der gennem syltning i pæreeddike fik en mildt parfumeret smag, som mindede mig om, at koglen er træets blomst. Dens frugtige aroma fremkaldte sammen med en nøddesødme og et bittert strejf af råt træ og harpiks en resonans inde i mig. En fornemmelse af noget dansk natur, der har aflejret sig i mig efter en tidligere ureflekteret nærkontakt med et grantræ. Smage og dufte kan være en direkte vej til den natur, som man ikke ved, at man bærer rundt på indeni.

    Men det kræver stadig en koks fortolkning og bearbejdning, og lige nu har jeg kun min egen ostemad at tygge i. Der er heller ikke noget kunstnergeni til at piske det sublime frem i sumpen foran mig. Så jeg sidder bare her og stirrer på et frø med en skrueformet vinge, der sidder fast i et stykke spindelvæv på en død gren halvanden meter foran mig.

    Flippet ingeniørkunst

    Frøvingen snurrer om sig selv i brisen. Det har den gjort i timevis. Et frø, der skulle være båret af vinden til et sted, hvor det kunne spire, er fanget og bliver nu til ingenting. Edderkoppen kan heller ikke bruge det til noget. Det er naturen, når den fremstår allermest meningsløs.

    Men det er meditativt at kigge på den. Skruen tømmer mit hoved for tanker. Som en Arkimedes-skrue, der tømmer en brønd. Nu er der kun den snurrende bevægelse foran mig. Den naturlov, som Arkimedes for 2.300 år siden udnyttede til at opfinde en pumpe med en skrue indkapslet i et rør. Det samme princip, som blomsterne har udnyttet i tusinder år før ham.

    Det skriver den belgiske dramatiker, poet og amatørbiolog Maurice Maeterlinck om i sit essay ’Blomsternes intelligens’ fra 1907. At mange af menneskehedens store opfindelser allerede var opfundet af blomsterne længe før civilisationernes fødsel.

    Dramatikeren og digteren Maeterlinck var en pioner inden for symbolismens opgør med det naturalistiske verdenssyn i kunst og videnskab, der dominerede sidste halvdel af 1800-tallet. Som symbolist var han optaget af det, der kunne fornemmes som en større verden bag den målbare virkelighed og formidles i symbolske billeder. En mystisk og spirituel verden, en kosmisk kraft, der forbinder mennesker og natur.

    Det bliver ekstra flippet, når symbolisten Maeterlinck samtidig skriver videnskabelige essays om bier og blomster. Det er videnskab med minutiøse betragtninger og beskrivelser, der er tro mod blomsternes fysiske fremtræden og adfærd. Men det er også en holistisk botanik, en fortælling om Gaia, det store kosmiske økosystem, der kan anskues, hvis man ved hjælp af digteren lærer at forstå blomsternes symbolske sprog.

    Inspireret af Schopenhauer mente Maeterlinck, at naturen kan tænke, selv om den ikke har en bevidsthed. At den besidder en slags intelligens.

    »Det ville være sandt at sige, at ideer kommer til blomsterne på samme måde, som de kommer til os. Blomster famler i det samme mørke som os, møder de samme forhindringer og samme modvilje i det samme ukendte. De kender de samme love, samme skuffelser, samme langsomme og besværlige triumfer«.

    Når han taler om blomsternes håb og idealer, minder det mig om de naturprogrammer på tv, hvor dyr og planter udstyres med et menneskeligt føleapparat, så det ikke er til at holde ud. Jeg kan simpelthen ikke være med til at kalde frøet i spindelvævet for skuffet. Projiceringen er for åbenlys.

    Det er svært at tænke på elskov, når jeg kigger på de to spyfluer, der sidder på birkestammen ved siden af mig

    Men når Maeterlinck i ’Biernes liv’ fra 1901 beskriver to bier, der parrer sig, åbner det poetiske sprog øjeblikket og skriver det ind i en fortælling, der er større end de to bier: »Båret til vejrs af en dobbelt kraft hvirvler deres sammenslyngede spiral et sekund i elskovens dødelige delirium«.

    Det er svært at tænke på elskov, når jeg kigger på de to spyfluer, der sidder på birkestammen ved siden af mig. De parrer sig. Men jeg kan godt lide tanken om, at både blomsten og Arkimedes har testet og udnyttet skruens naturlov. At Arkimedes har kasseret hundreder af pumper i processen, ligesom en milliard generationer af bollende bier er styrtet til jorden, indtil vingernes rette skrueformation var fundet.

    Som han selv skriver i ’Biernes liv’, kan oplevelsen af intelligens i naturen give os samme følelse, som Robinson Crusoe havde, da han så et menneskeligt fodaftryk på stranden. Vi finder ud af, at vi ikke er så exceptionelle, som vi troede. Og derfor heller ikke så alene.

    Slimet science fiction

    Tidsfornemmelsen er forsvundet. Dagen har indtil nu været opdelt i tre akter af sang fra fugle, som jeg ikke har set. Først var det solsortene, der dominerede lydbilledet, så var det kragerne, indtil gøgen trak et tæppe hen over skoven med sin bløde kuk-kuk og fik alt andet til at tie stille.

    Fire timer føltes som en enkelt. Et kvarter føltes som en time. Man får spat af gransangernes uophørlige »drip drip drip drip drip drip«. Jeg tager mig I at vende mig fornærmet mod lyden, som jeg gjorde det mod motorsaven. Gider I lige …? Det gider de ikke.

    Vi kalder dem gransangere, selvom de foretrækker løvskoven. I granskoven lever til gengæld dem, vi kalder for løvsangere. We have no fucking idea. »Drip drip drip drip drip«. Det er som kinesisk vandtortur.

    Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at gransangerne havde knækket mig. Lige foran mig ser jeg pludselig det mest mystiske væsen i skoven. Det må have været her hele tiden, for dets tophastighed er en millimeter i timen. Så måske er det, fordi her er ved at blive lidt mørkere, at jeg først nu ser dets syntetisk gule farve lyse op.

    Det er hverken en plante eller et dyr. I Danmark kalder vi det for troldsmør. Englænderne kalder det for hundebræk. Eller slimet røræg. Jeg har set det nogle få gange før. Første gang for fire år siden i min have sammen med min fireårige datter. Da vi stod med hver vores gule klat på fingeren, spurgte hun: »Far, er det her virkeligt? Drømmer vi?«. Vi satte plasmaet ned på græsset, nu i to klatter. Næste morgen havde det samlet sig til ét væsen igen.

    Der er tale om en slimsvamp. Men det er ikke en svamp. Nogle kalder den for svampedyr. Men det er heller ikke et dyr. Det er i virkeligheden en koloni af encellede organismer, der bevæger sig rundt for at absorbere kulhydrater fra råddent plantemateriale.

    Det er så fremmedartet et væsen, at dokumentaren om den, ’The Creeping Garden’, ikke kan undgå at ligne en science fiction-film. Slimsvampen, får vi at vide, er en primitiv intelligens uden en central beslutningstager. Men alligevel tager den hele tiden beslutninger. Når en gruppe af celler finder fugt eller føde, sender de et signal tilbage til resten af kroppen, som så bevæger sig i den retning.

    Vi ser en såkaldt mangehovedet slimsvamp finde vej til hvedeflager i en labyrint under et laboratorieforsøg, og når den sender sit trådnet af celler ud for at søge føde, spreder det sig i samme fraktale mønstre, som vores blodårer gør det. Og som vores motorveje, viser det sig.

    En gruppe forskere placerede nemlig en slimsvamp på en plade formet som Nordamerika og lagde en hvedeflage på alle de steder, hvor der findes større urbane områder. Da den havde spredt sig ud over hele kontinentet, var strukturen næsten identisk med det amerikanske motorvejsnetværk.

    De udvidede så forsøget til hele verden og fandt samme lighed mellem slimtråde og vejsystemer. Den tegnede de gamle romerske hovedveje i Italien, og i Tyskland spredte den sig i to adskilte systemer, der svarede til Vest- og Østtyskland.

    Slimsvampen ville endda selv kunne køre på motorvejene, ser vi i filmen. Den reagerer på omgivelserne med kemiske signaler, så ved at lægge den på en chip og forbinde den med elektroder får forskerne den til at ræse rundt på en lille bil, som den selv styrer.

    Så måske er det slet ikke her i mosen, at jeg skal føle mig forbundet til naturen, men på E20’eren mod Aalborg med en klat troldsmør som gps på en større kosmisk rejse.

    Naturens kunstformer

    Her i dens naturlige habitat sidder den bare der som en ubevægelig alien. Porøs og grynet som mousse, og når jeg tværer noget af den ud mellem fingrene, er der intet tilbage. Intet spor af de encellede byggesten i kommunikationssystemet.

    Men der skjuler sig en helt utrolig arkitektur i slimet, hvis man kommer tættere på. Det har jeg set på en illustration lavet af den tyske biolog og kunstner Ernst Haeckel på den måde, som kun han kunne gøre det dengang i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor han opdagede og illustrerede tusinder af nye arter. Med det ene øje i mikroskopet og det andet rettet mod papiret, mens han tegnede sine uhyre detaljerede og kunstnerisk arrangerede plancher.

    Det gjorde ham i stand til at tegne hidtil ukendte mikroorganismer, inden de blev opløst på glaspladen, og gennem sammenligning af de tusinder af mønstre førte han bevis for sin overbevisning om, at vi alle, menneske, muslingeskal, alge, søhest, mikroorganisme og svamp er underlagt samme organisatoriske strukturer. Vi er alle videreudviklinger af en og samme grundidé.

    Det var Ernst Haeckel, der opfandt ordet ’økologi’, og ifølge hans darwinistisk inspirerede monisme kan alt i naturen føres tilbage til ganske få grundformer, som kan ses med det blotte øje forstærket af tidens kraftigste mikroskoplinser

    Kritikere kaldte hans natursyn for en ersatzreligion, men Haeckel var ikke spirituel eller mystiker som den samtidige Maurice Maeterlinck. For Haeckel stod det med de naturvidenskabelige gennembrud i 1800-tallet klart, at metafysikken skulle bandlyses fra enhver seriøs filosofi. Særligt Imanuel Kants tanker om naturen som absolut utilgængelig for den menneskelige forståelse gik han i kødet på.

    Det var Ernst Haeckel, der opfandt ordet ’økologi’, og ifølge hans darwinistisk inspirerede monisme kan alt i naturen føres tilbage til ganske få grundformer, som kan ses med det blotte øje forstærket af tidens kraftigste mikroskoplinser. Selv menneskets hjerne, hvilket for Haeckel bekræftede, at natur, viden, tro og kunst var forbundet i samme evolutionære historie.

    Enhver kunstners frembringelse var blot en imitation af former, der allerede fandtes i naturen, mente han. Fantasi, forestillingsevne, følelser. Alt var natur. Derfor var det ikke, som hans kritikere mente, et problem, at hans illustrationer på samme tid kan ses både som eksakt videnskab og som symbolsk kunst. Det var faktisk pointen. Periodens kunstnere så det, og i jugendstilen, Gustav Klimts art nouveau, Alfred Kubins dystre symbolisme, Edvard Munchs ekspressionisme og Vasilij Kandinskijs abstraktioner har kunsthistorikere påpeget en klar inspiration fra Ernst Haeckel.

    Når jeg kigger på planchen med slimsvampe fra hans hovedværk ’Kunstformen der Natur’, synes jeg også, at jeg kan se en sammenhæng med det blotte øje. Under mikroskopet ligner en kugleformet slimsvamp den mælkebøtte, jeg ikke pustede ud tidligere. Den ligner arkitekturen i Biosphere 2, og den ligner den myggesky, der danser foran mig lige nu.

    Flåter i skumringen

    Der er altså mere i den gule klat på træet, end man lige kan se. Faktisk er den både natur og kunst, og i ’The Creeping Garden’ spiller den ligefrem musik. Med sit kemiske kommunikationssystem forbundet af elektroder til software spiller den numre, hvor tone, rytme og tempo er forskelligt, alt efter om den har fundet mad eller føler sig truet af skadeligt materiale. Man kan høre dens største hits på YouTube.

    Det smukkeste øjeblik i filmen er, da en pianist spiller en duet med en slimsvamp, der er elektronisk og mekanisk forbundet til klaverstrengene. Når pianisten spiller en tone, oversættes den til elektroniske inputs i slimsvampen, som reagerer med outputs, der så omsættes til musik, som pianisten lader sig inspirere af, inden han spiller tilbage.

    Hvis jeg havde det rette udstyr, ville kunne jamme med slimsvampen lige nu!

    Ligesom ulvene jammer med violinerne på Ben Frosts uhyggelige ’The Carpathians’ fra albummet ’By the Throat’, som jeg sætter i ørerne nu. Det er passende her i det krybende mørke. Violiner tager til i kværkende ru strøg, mens ulvene strammer struben og knurrer, så det skurrer i ørerne. Skumringen er skræmmende, og jeg fornemmer lidt kriblende kuldegysninger. Det er flåter!

    Der kravler to op ad min venstre hånd, og i min knæhase fanger jeg en ordentlig basse, der er på vej længere op. Min myggebalsam har holdt myggeskyen på afstand. Den står foran mig som et kunstværk. Men flåterne er ligeglade.

    Så jeg flår tøjet af for at skanne min krop med lommelygten og står nu nøgen mellem træerne. Flåter over det hele. Mindst otte kæbesæt er stukket dybt ind under min hud, og jeg har ikke fået en flåttang med. Så der er ikke noget at gøre. Jeg må lade dem sidde. Det er dybt ubehageligt, selvom infektionsrisikoen skulle være lille i de første 24 timer. Måske bliver det borrelia, der tager mit sprog og efterlader mig som en grøntsag i total kontakt med naturen.

    Ligesom sumpuhyret i Alan Moores mesterlige tegneserie ’Saga of the Swamp Thing’. Det grønne bæst af grene, græs, blade og blomster, der selv tror, at han engang var et menneske og nu er genopstået som en hybrid. Da Swamp Thing opdager, at han i virkeligheden bare er en plante, der mimer et menneske, er det en tragedie for ham. At være ren natur uden menneskelighed er ubærlig, og han forsumper som et botanisk landskab med øjenhulerne fyldt af regnvand. »SWAMPED« står der skrevet under det med slyngede grene.

    Tanken om at være en plante, der tror, den er et menneske, er attraktiv. Det er ikke tragisk at opgive forestillingen om det menneskelige som en mere ædel værdi end den rå natur. Det er okay bare at være natur. Det er okay, at vores ingeniørkunst, vores pumpeskruer og motorvejsnetværk bare er en slags blomsterinstinkter. Det er smukt, hvis vores kunst i sidste ende er eksempler på naturens egen formgivning.

    Jeg kigger på Friedrichs ’Wald im Spätherbst’, hvor der aldrig før har været et væsen, men nu ser jeg det. Og jeg har siden tjekket efter og også fået det bekræftet af nogle venner. Det er åbenlyst. Swamp Things ansigt træder frem i træet lige til højre for billedets centrum. Det er hans spidse næse og hule øjne, og hans arme strækker sig som rødder ned i mosen, hvor døde træer ligger og rådner.

    Ådselsædende ting med fjer

    Over mig har kragerne taget kontrollen. I skumringen var de ankommet i eskadriller for at lægge an til landing i trækronerne som en sort hær, der øjeblikkelig fik de andre fugle til at kapitulere. Larmen fra deres skræppen lammer alle de andres instinkter. Og mine tanker. Der er bare noget konturløst og altid uigenkendeligt over krager. Særligt sortkrager som dem her. Alliken, den mindre kragefugl, der spiser croissanter ved Christianshavns kanaler, har isblå øjne og er nemmere at forholde sig til. Sortkragens blik er sort i en sort fjerdragt i en mat silhuet og er ikke til at spejle sig i.

    I en time hakker de alt i stykker med deres skræppende spektakel. Som et rituelt skænderi om, hvem der skal sove hvor. Men med ét tier de stille og begynder at flakse rundt fra trækrone til trækrone. Lavere og lavere. Kun lyden af vinger og halefjer.

    Kragen har altid har været et stærkt dødssymbol i kunst og folketro. Den sidder på kirkegårde, på rygende slagmarker og ved pestbefængte massegrave

    Jeg kommer til at tænke på tyske soldaters beskrivelser af deres største frygt på Østfronten under Anden Verdenskrig: Die Nachthexen. Det var kvindelige russiske piloter, der fløj ind over tyske stillinger i biplaner om natten med slukket lys og motor. Kun den hvislende lyd af lærred på vingernes træskelet afslørede dem lige over tyskernes hjelme, idet bomberne blev kastet. Det mindede dem om lyden af en heksekost, sagde de.

    Kragen har altid har været et stærkt dødssymbol i kunst og folketro. Den sidder på kirkegårde, på rygende slagmarker og ved pestbefængte massegrave. Den stiger i flok mod mørke skyer over det mennesketomme landskab på Van Gogh’s sidste maleri, ’Hvedemark med krager’, der stod på staffeliet, da han begik selvmord efter at have skrevet til sin bror, at motivet var et billede på »ekstrem ensomhed«.

    Den er ådselsæderen som i Ted Hughes’ digt ’Crow’, hvor den sidder i sit kongerige af knogler: »His crown is the last splinters/ Of the vessel of life./ His throne is the scaffold of bones, the hanged thing’s«.

    I mørket omkring mig stiger lugten af vegetabilsk fordærv op fra mosset, og bænkebidere kravler i rådyrkraniets øjenhule. Kragerne er ikke længere som hekse. Nu sidder de bare stille som ting med fjer. Som en »Gud-ædende, skidt-slikkende, ord-dræbende, ådselsvanhelligende matematik-bombe mother-fucker og alt det« i Max Porters roman ’Sorg er en ting med fjer’. Ord-dræbende motherfuckers.

    Der er helt stille nu, og jeg føler mig efterhånden rimeligt SWAMPED. Med otte flåters fordøjelseskanaler koblet til mit blodomløb i en transfusion mellem mig og naturen. En hunflåt suger blod tre gange i sit liv. Først fra mindre dyr som fugle, så lidt større dyr som pindsvin og til sidst en hjort eller et menneske. Når hun er færdig med mig, vil hun dratte om i græsset og lægge 2.000 æg. Jeg er hendes sidste måltid. Ækelt. Men jeg er i det mindste ikke længere sidste led i fødekæden. Jeg er i kredsløb.

    Læs mere:

    Annonce

    For abonnenter

    Annonce

    Podcasts

    Forsiden