ILD. Byens LGBT-netværk er blandt dem, som holder sankthansfest på Amager Strand. Her et billede fra et tidligere års fest.
Foto: WILMANN THOMAS

ILD. Byens LGBT-netværk er blandt dem, som holder sankthansfest på Amager Strand. Her et billede fra et tidligere års fest.

Guider

By i flammer: Her kan du fejre sankthans

Tirsdag er det igen tid til at sende en kludedukke af sted til Bloksbjerg. I København kan du blandt andet vinke farvel til de lange dage sammen med kopister, kommunister og, nå ja, Pjerrot.

Guider

Dem ved vandet

Sankthansbål og saltvand er et sæt. De hører ligesom sammen. Lidt som softice og drys, bål og snobrød, solskoldninger og aftersun.

Og man kan da heller ikke gå en tur langs den københavnske kyststrækning på tirsdag uden på et eller andet tidspunkt at møde et sankthansbål.

Det største af dem finder du på Docken i Nordhavn, hvor op mod 2.000 københavnere vil fejre sankthans i sandet sammen med Master Fatman og hans loungeplader.

Kl. 18 smider Dockens kokke grillpølser, unghaner, laks og andet godt på grillen, og tre timer senere står den på midsommervise og kæmpe bål med udsigt til Øresund.

På Islands Brygge nøjes de ikke med at nynne med på midsommervisen. Ude på grænsen mellem Indre By og Amager byder sankthansaften også på sangerinden Alo Wala, der spiller sit helt eget mash-up af tropisk basmusik, hiphop, dancehall og verdensmusik, bluegrassbandet Twang samt Faela, som står for et miks af jazz, folk, balkan og rumbaswing.

Knud Romer holder båltale kl. 21, men festen starter allerede kl. 19 – eller kl. 18, hvis man også vil have grillmad.

Et kvarters tid på cykel derfra, i Amager Strandpark, er der plads til alle. Seriøst: Alle! Kommunisterne, socialdemokraterne og byens LGBT-netværk holder alle bålfest i strandkanten.

Og hvis du ikke helt kan finde dig til rette i nogle af de segmenter, kan du cykle videre ud til Femøren, hvor sankthansfejringen ligger i hænderne på to af landets store kopibands, nemlig Queen Machine, der, som navnet antyder, hylder Queen, og Glam Gang, som giver den gas med 1970’ernes glamrockklassiskere.

Sankthans i Nordhavn. 23. juni kl. 18. Docken, Kbh. Ø.

Sankthans på Islands Brygge. 23. juni kl. 18. Kulturhuset Islands Brygge, Kbh. S.

Sankthansfest med Socialdemokraterne. 23. juni kl. 19. Amager Strandpark, Kbh. S.

Sankthansfest med Kommunistisk Parti. 23. juni kl. 17. Amager Strandpark, Kbh. S.

Sankthansfest med LGBT. 23. juni kl. 12. Amager Strandpark, Kbh. S.

Sankthanskoncert. 23. juni kl. 20. Femøren, Kastrup.

Dem på stenbroen

Det er naturligvis ikke kun i vandkanten, der bliver fejret sankthans på tirsdag. Også på stenbroen bliver der tændt bål i anledning af, at dagene nu blot bliver kortere og kortere.

På Nørrebro kan de blandt andet vinke farvel til de lange dage – og kludedukkeheksen – på Blågårds Plads, hvor midsommerfesten starter allerede kl. 16 med børnemusik og fortsætter med folkekøkken, sambaoptog og et Gasolin-jamband, indtil bålet bliver tændt kl. 21, og journalist, forfatter og dokumentarist Nagieb Khaja holder båltale.

På Vesterbro er det Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, som står for årets båltale.

Det gør hun kl. 21 i Enghaveparken, men inden da er der livemusik med blandt andre ONBC – det er dem, der før kaldte sig Oliver North Boy Choir – og singer-songwriteren Bo Evers.

På Østerbro er det blandt andet i Kildevældsparken, det sker.

Her ligger båltaleansvaret hos Helle Thorning-Schmidt.

Midsommerfest på Blågårds Plads. 23. juni kl. 17. Støberiet, Kbh. N.

Sankthans på Vesterbro. 23. juni kl. 16. Enghaveparken, Kbh. N.

Sankthans i Kildevældsparken. 23. juni kl. 17. Kildevældsparken, Kbh. Ø.

Dem i forlystelsesparkerne

Den gængse sankthansheks plejer at flyve af sted mod Bloksbjerg omkring kl. 21.

Men så sent må familiens mindste sjældent være oppe, så på Bakken i Klampenborg har de valgt at rykke hele molevitten et par timer, så ungerne kan nå at få det hele med.

Det er således allerede kl. 19, at Pjerrot sammen med Katrine Bille fra Ramasjang sætter ild til grenene og synger midsommervise.

Hos konkurrenten Tivoli kører man de helt store sankthansskyts ud tirsdag eftermiddag.

Københavns Drengekor, Tivolis Symfoniorkester, lurblæsere, operasangere - ja, der mangler ikke noget i den gamle forlystelseshave, hvor festen ikke slutter, når bålet er brændt ud.

Omkring kl. 22.45 går det stort anlagte lysshow Tivoli Illuminationer nemlig i gang på Tivoli Søen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sankt Hans for børn. 23. juni kl. 18.20. Bakken, Klampenborg.

Sankthans i Tivoli. 23. juni kl. 17. Tivoli, Kbh. V.

Dem, hvor du selv bidrager

Hvis du hverken orker politikere og traditionelle båltaler, med kunstnergruppen Illutron, du skal fejre din sankthansaften.

Ligesom ved mange af de andre midsommerarrangementer er der grillmad og sommersalater på menuen i gruppens galleri langt ude på Refshalevej, men herefter udvikler festen sig til en slags kulturelt sammenskudsgilde, hvor alle bidrager med det, de kan.

Om det skal være spil på blæsere, dans med fakler, tilberedning af bagværk eller noget helt andet, bestemmer man selv.

Ude på Naturcenter Amager i Kastrup får du også selv lov til at bidrage til festen. Her er der nemlig bålpladser nok til, at alle kan bygge deres eget bål – og tænde det, ikke mindst.

Der bliver heller ikke set skævt til dig, hvis du kaster din egen lille heks ind i flammerne. Så længe hun ikke er levende, altså.

Sankthans på Illutron. 23. juni kl. 18. Refshalevej 167, Kbh. K.

Sankthans på Naturcenter Amager. 23. juni kl. 20.30. Granatvej 3, Kastrup.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

IBYEN