Faste opstillede griller:
Østre Anlæg: Püchlers Bastion i Østre Anlæg mellem voldgraven og jernbanen ligger højt, afsides og afskærmet nok til at være lidt af en picnicoase midt i byen. Der er både træer, voldgrav og togbane – bedre urban skovtursstemning får man ikke. Der er tre faste griller, men de opstillede borde til engangsgriller er også en mulighed, hvis der er rift om ristene. Indgang fra Øster Voldgade.
Hans Tavsens Park: Lille hemmelighed i Kbh. N. Assistens Kirkegård er 100 procent grillfrit område, men naboparken, den lille Hans Tavsens Park på kirkegårdens sydvestlige side, har en opstillet grill, man frit kan benytte. Parken er lidt slidt, men den er ikke overrendt og har hyggelige steder. Indgang fra Hans Tavsens Gade eller fra Jagtvej langs Jagtvejens Skole.
Christianshavns Vold: Der er mulighed for at grille med vandudsigt på Panterens Bastion (den ’midterste’) på Christianshavns Voldanlæg, ikke at forveksle med Christianias vold, der ligger på den modsatte side af Torvegade. Fredeligt og roligt grillsted tæt på legeplads og med gode siddepladser. Indgang via Christianshavns Voldgade.
Fælledparken: Før i tiden var Fælledparkens plæner et skakbræt af afbrændte firkanter, afsat af tusindvis af engangsgriller sommeren igennem. Nu har parkens folk sat foden ned og i stedet sat ti faste fællesgriller op, så græsset får en chance. Du finder dem blandt andet langs med Øster Allé, og der er desuden to ved søen, en over for pavillonen, en nær indgangen ved Trianglen.
Se kort på: www.kk.dk/Borger/ByOgTrafik/GroenneOmraader/Parker/Faelledparken.aspx
Ørstedsparken: Stedet for dig, der vil til grillfest uden selv at arrangere andet end dine egne bøffer og dåseøl. Ørstedsparkens græsplæner er et fluepapir for både grillere og chillere fra gymnasiealderen og opefter, og i weekenderne er der ofte dj’s ved Hacienda, hvor der står en fællesgrill. Kom for festen – ikke for fred og ro. Indgang fra hjørnet af Nørre Farimagsgade og Ahlefeldtsgade.
Nørrebroparken: Mere rummelig end Ørstedsparken, både geografisk og med hensyn til hvem du møder ved fællesgrillen. Den står ved det store gule tag-agtige overdække i parkens sydvestlige ende. Men hele parken er grillområde, og det benytter store dele af Nørrebros multigrillende befolkning sig af. Selv om der er god plads, er det ikke decideret grillprivatliv, man får her, men fin sommerstemning i alle aldre til langt ud på aftenen.
Valbyparken: Den gennemdesignede naturlegeplads i byens største park er perfekt til grilludflugt, hvis du har unger, der æder deres pølser på fire sekunder og derefter skal have noget fysisk at tage sig til i mindst et par timer. Her er 25.000 m{+2} med bl.a. klatretårne, gangbroer, sandkasser og asfaltbaner til boldspil. Grill- og bålplads kan benyttes efter aftale, ring på tlf. 36 46 74 39. Ligger Hammelstrupvej 41, København SV.
Amager Fælled: Fælleden er ved at afløse Dyrehaven som favoritskov for Københavnerudflugter. Det er let at komme dertil, og du behøver ikke at gå ret langt, før du mærker, hvordan fuglefløjt har afløst trafikstøj. Ud over flytrafikken, selvfølgelig. Amager Fælled har adskillige bål- og grillpladser, bl.a. ved Naturcenter Amager, Granatvej 3-9, Kastrup.
Se optegnede pladser på: www.kk.dk/Borger/ByOgTrafik/GroenneOmraader/Parker/amager_faelled.aspx
Utterslev Mose: Hvis parker og gårde bliver for trange for dine grillambitioner, ligger der 221 hektar natur lige på den anden side af Nordvest. Utterslev Mose er så stor og grøn, at du virkelig kan tage på ekspedition med pølser og snobrødsdej i kurven og lægge bylivet bag dig for en sommeraftens tid. Der er flere grillpladser, som frit kan benyttes.
Se kort med optegnede pladser på: www.kk.dk/Borger/ByOgTrafik/GroenneOmraader/Parker/UtterslevMose.aspx
Amager Strandpark: Der må grilles overalt på strandarealet. Husk: Sand under grillen er bedst. Enghaveparken: Lille parkanlæg med voksende fanskare og Vesterbro-stemning. Borde til engangsgriller forefindes. Islands Brygge: Bryggen er frit grillområde. Hvis du altså kan finde en plads.
ARTIKLEN HAR TIDLIGERE VÆRET BRAGT PÅ IBYEN.DK.