Ibyen tipper dig til ugens kultur-, mad- og kunstoplevelser.

Spis din brunch på 17. sal: Her er 3 ting, du kan lave i København i denne uge

Foto: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Foto: Per Marquard Otzen/per.marquard.otzen@pol.dk
Lyt til artiklen

Hver mandag giver vi dig Ibyens Top 3, hvor Ibyen-redaktionen gennemtrawler Københavns events, udstillinger, koncerter og pop-ups og udvælger 3 skarpeste bud til din uge i byen. Få Ibyens Top 3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.

Guiden gælder fra 25. februar til 3. marts 2019.


SE!

Du har egentlig resten af året til at opleve følgende: RoofTop, der er en ny og midlertidig udstillingsplatform i form af et lysskilt på en nedrivningsmoden bygning ved Den Hvide Kødby – tæt på Aldi. Men skal du være først med det sidste, er det på fredag første udstiller, kunstner Lise Nørholm, kan opleves. Senere på året tager blandt andre Gudrun Hasle og Kaspar Bonnén livtag med formatet.

Det er gratis, muligvis på vejen hjem fra dagens dont eller en herlig omvej i en del af byen, du aldrig kommer. Og det er jo aldrig helt skidt at prøve noget nyt, vel. Adressen er Ingerslevsgade 84 A.


LYT!

Lover dit sinds vejrudsigt koldfront fra nord, så var det måske en idé at tage forbi Stefanshus på Nørrebro torsdag eller Café Engholm i Sydhavnen lørdag.

På de to bodegaer er der nemlig godter på vej i form af koncerter med Humørekspressen, kendt fra melodigrandprix, der fortsætter deres igangværende turné på landets bodegaer. Det er endda ganske gratis. Så: ingen undskyldning for ikke at lette sig fra sofaen og hælde en bajer i halsen og lukke lidt lyd ind i øregangene.


SMAG!

Byens højeste brunch finder du på 17. etage hos restauranten The Silo. Du ved, den bygning, der tidligere havde ’Hva drikker Mølr’ skrevet på sig.

Der er ikke tale om æg og bacon og brunchpølser-brunch. Stilen til Silo Sunday, som de kalder brunchen, er i stedet mere ekstravagant med små retter som kaviar, østers, tatar og profiteroles med laks og vafler med stenbiderrogn. Alle søndage fra klokken 11-16.30 er der brunch på toppen.

Få Ibyens Top 3 ved at tilmelde dig Ibyens nyhedsbrev.

Malene Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her