Allerede næste år kan arbejdet på en helt ny bydel på Vesterbro muligvis begynde.
Kvarteret, der ligger over for H. C. Ørstedsværket mellem Vasbygade, Ingerslevgade og Enghavevej, er blevet kaldt ’Lille Vesterbro’ og ’Jernbanebyen’, for området er, som navnet antyder, tidligere centrum for vedligehold af jernmateriel.
Dagens program
Men går alt efter overborgmester Frank Jensens (S) ønske, skal området med sine 40.000 kvadratmeter fremover huse boliger, skoler, butikker og sportsområder.
Planerne har været længe undervejs, og de er da endnu heller ikke helt i hus, da det kræver, at Københavns Kommuneplan 2019 vedtages til efteråret.
Kom og kig
Men allerede nu inviterer Vesterbro Lokaludvalg alle interesserede til åbent hus på Otto Busses Vej, der løber gennem den nye bydel.
Arrangementet finder sted lørdag 22. juni, og her vil Jernbanebyen fyldes med sociale aktiviteter som byvandringer, livemusik og foredrag om bæredygtighed, ligesom der vil være klippe-klistre og maling for alle aldre.
I løbet af dagen serveres desuden kaffe, is og popcorn, og ud på eftermiddagen vil der være mulighed for at medbringe egen madkurv til en fælles skovtur med guitar og saxofonmusik.
Festlighederne starter klokken 13, og adgang finder du henholdsvis fra tunnelen ved Enghavevej og fra Vasbygade ved Fisketorvet.
Se det fulde program for dagen her.
Bag ’Jernbanebyen’-projektet er DSB Ejendomme og Freja Ejendomme, der sammen med kommunen har sat gang i processen.
Godkendes kommuneplanen til efteråret, kan arbejdet begynde allerede fra januar 2020.
fortsæt med at læse


























