Fredag
Hvis ikke Jorden var ved at gå under, ville jeg have startet dagen med en tur til Nordvest, hvor jeg skulle have lavet musik med punklegenden Fritz Fatal. I stedet bliver jeg i Pisserenden og drømmer om den tyrkiske pizza, jeg ville have spist, mens jeg prøvede at finde hjem. Gad vide om postpunkerne Leizure stadig spiller koncert i det der nedlagte lager i aften, eller er det også aflyst? Jeg går en tur i kvarteret – når selv Floss har lukket, ved man, at det er alvor. Jeg har jo prøvet at have karantæne der før, men da kunne det løses med et honninghjerte med ’Undskyld, Floss, jeg gør det aldrig igen’ skrevet i glasur
Lørdag
Min kæreste, vores søn og jeg går i Ørstedsparken, som er smuk og sjov, eventyrlig og rå og aldrig sover. Da jeg som barn legede derovre, lærte vi at styre uden om kanyler og kondomer. I dag er der tyndet ud i buskadset, og i stedet er der plads til rotter så store som små bjørne, som nyder godt af, at folk ikke rydder op efter sig.