Den brune
Du er selverklæret bodegaelsker og -ekspert og var selvfølgelig den første i vennegruppen, der fik den gigantiske ’Stamsteder’-bog hjem og ligge på sofabordet. Du mener at kende de fleste bodegaer i byen og er ærgerlig over, at flere og flere sælges og lukkes. Alligevel synes du også, at man må give nye steder en chance for at bære faklen videre, og derfor skal du besøge Stjernen, der er åbnet i det gamle Café Stjernen i Nansensgade.
Stedet er blevet opkøbt af naboerne fra Nr. 30, som har forsøgt at bevare en del af bodegastemningen i den nye kombinerede bar og smørrebrødscafé, der skænker både fadøl, orangevin og longdrinks op, samtidig med at den har fået en seriøs malermakeover, og rygningen er rykket udendørs. På snackkortet er blandt andet rejecocktails og en stor syltet agurk overhældt med to vodkashots – altså en form for pickleback shot.
