»Mens jeg gik i gymnasiet, mødtes jeg med min ven Mikkel på Hovedbanegården hver tirsdag aften klokken halv elleve og gik en tur. Det var den samme tur hver gang: To runder på Hovedbanegården og så en tur rundt om Scala og tilbage igen. Det tog præcis en time. Vi ramte den på klokkeslæt hver gang«.
»De her gåture handlede mest om, at vi begge to havde en lyst til og et behov for at sanse byen. Detaljerigdommen i det hverdagslige er ret imponerende. Det handler om at forstørre de små dagligdagsting og overveje nye sammenhænge. Når man beslutter sig for at sanse, lægger man mærke til detaljerne. De fleste har prøvet det, når de er på ferie. Tomaterne smager pludselig bedre, når man er på Kreta. Og i Tokyo lægger man pludselig mærke til, at man ikke kigger på hinanden i metroen«.




























