Jeg er vokset op i Nyhavn, så Langelinie var en del af min barndom. Det var der, vi gik tur. Det var der, vi fik is. Det var der, jeg legede med mine venner.
Derfor var Den Lille Havfrue en helt naturlig del af min barndoms gade. Men det var først, da jeg var seks år, at jeg for alvor lagde mærke til hende.
LÆS OGSÅ Turist ved Den Lille Havfrue: »Den statue siger mig intet«
Dengang var jeg vild med tegnefilm og hele Disneys univers, så min far tog mig med i biografen for at se ’Den Lille Havfrue’.
Jeg husker den aften virkelig tydeligt. Det var i Dagmar, der var slik og popcorn, og det var så sent om aftenen, at vi måtte ud gennem bagdøren og ned ad rampen, da filmen var slut.
Hende nede fra Langelinie
Den aften blev jeg for første gang virkelig rørt over noget. Det hele endte bare så lykkeligt. Hun fik sin prins, og hun elskede stadig sin far, selv om de ikke kunne bo sammen nede under havet længere.
Og så var der jo koret. Og regnbuen over skibet til sidst. Det var så smukt, at jeg fik tårer i øjnene. Efter den aften i biografen begyndte havfruen at betyde mere og mere for mig.
»Smukke omgivelser og rigtig god softice« trækker turister til KøbenhavnMin far læste eventyret op for mig, og efterhånden gik det op for mig, at hende, som jeg kendte nede fra Langelinie, var den samme som hende i filmen.
I starten var jeg lidt skuffet over, at eventyret ikke sluttede lige så godt som filmen, men der gik ikke lang tid, før jeg også tog den version af havfruen til mig. Jeg begyndte at opdigte små historier om hende i hovedet. I min verden kom hun til live om natten.
Så tog hun sig en svømmetur i Københavns Havn og sad og sang lidt på sin sten.
Havfruen som holdepunkt
Efter nogle år stoppede jeg med at tænke over hende på den måde. Men op igennem min barndom blev hun ved med at betyde meget for mig.
Der var noget i hendes selvstændighed, som jeg kunne bruge i mit eget liv. Hun var modig. Og hun ville sit eget liv.
Fra Nyhavn til Noma: København skal være fancy i stedet for folkeligJeg identificerede mig også meget med hende. Det der med ikke at passe ind og ville noget andet end de andre – sådan havde jeg det meget.
Især i mine folkeskoleår, hvor jeg var den absolut eneste, som syntes, at opera var fedt.
Jeg følte mig tit udenfor. Og der blev havfruen mit holdepunkt.
Udenlandsdansker
Det er hun på en måde endnu. Jeg kan i hvert fald stadig identificere mig med hende. Ligesom hende er jeg sådan en, som er rejst væk fra min familie og mine venner for at få mulighed for at lave det, jeg gerne vil lave.
Som udlandsdansker holder jeg nok mere af de traditionelle vartegn som for eksempel Den Lille Havfrue, end den almindelige københavner gør. Det giver noget at få en afstand fra sit hjemland. Man bliver mere nostalgisk og nok også mere patriotisk.
LÆS OGSÅ Danske og tyske turister svigter Danmark
Jeg ved godt, at der er mange, som mener, at Den Lille Havfrue ikke er noget særligt. At turisterne bliver skuffede, når de ser hende første gang, fordi hun er så lille.
Og jeg kan da godt se, at symbolet nok er større, end hun reelt er. Men det gør ikke mig noget. For mig vil hun altid betyde noget særligt«.
fortsæt med at læse
