»Det var min anden gang i København. Året inden havde jeg spillet med mit band på Byens Lys på Christiania, men vi fik aldrig set byen, så da jeg pludselig fik mulighed for at gøre stop her efter et par koncerter i England, sprang jeg til med det samme«.
»Det første, jeg gjorde, efter at jeg havde besluttet mig for at tage af sted, var at skrive til Troels Mads. I dag er han en af mine nære venner, men dengang kendte jeg ham mest, fordi han ofte købte plader per postordre fra mine pladeselskaber«.
»Jeg spurgte ham, om han kunne anbefale et godt sted at bo i fire-fem dage i København. Han svarede, at han havde sørget for, at jeg kunne låne en lejlighed i hans opgang på Amager«.
Tivoli og Christiania
»I december 2005 stod jeg så i København. Min kæreste, som i dag er min kone, tog med. Vi kan begge to godt lide at besøge byer på Københavns størrelse. Måske fordi vi har boet i Boston, og det er den størrelse by, vi forstår«.
»Mit første indtryk af København var, at det var en virkelig funktionel by. Jeg kommer fra Brattleboro, en lille by i Vermont, og der er det hele meget mere landligt og en smule ... jeg vil ikke sige tæt på kollaps, men min by er på ingen måde så ordnet som København. Al den orden fascinerede mig meget«.
»Fra starten stod det klart, at Troels og hans daværende kæreste ville gøre alt for at give os en god ferie i København. De viste os rundt. De introducerede os for en masse mennesker og steder. De fik os til at føle os velkomne«.
Weekendguide: Brofest, reggae og mangfoldigt madbrag»Noget af det første, vi gjorde, var at tage i Tivoli. Jeg husker Tivoli ved juletid som ret rart. En meget klassisk københavnerting. I USA har vi noget, der minder om det, men det er slet ikke det samme«.
»Vi tog også til julemarked på Christiania. Jeg kendte jo Christiania en smule fra mit første besøg i byen, men jeg anede ikke, at der også kunne være sådan et livligt markedsliv derude. Det var en sjov dag. Og vi drak masser af ... Hvad er det nu, I kalder det? Gløgg?«
En anden hjemby
»Fordi jeg kom direkte fra en lille turne rundt i England, havde jeg alt mit gear med mig. Så jeg spurgte Troels, om han mon kendte nogen, som havde lyst til at spille lidt med mig. Det er sådan, jeg bedst kan lide at møde mennesker. Gennem musikken«.
»Igen gik Troels virkelig langt for at give mig en god oplevelse af København. I stedet for bare at introducere mig for et par folk, arrangerede han en koncert med fire københavnske musikere«.
»På det tidspunkt havde jeg aldrig mødt dem før, men i dag er de mine venner. Jeg har spillet med dem flere gange siden – for eksempel for nylig i Odense – og flere af dem har endda været ovre og besøge mig i Vermont«.
LÆS OGSÅ Bastard-festival fik 20.000 kroner af fans
»Siden de fem dage i december 2005, har jeg været tilbage i København flere gange. For musikken. Og for vennerne. Efterhånden er København blevet en slags anden hjemby for mig. Det var her, jeg mødte nogle af mine rigtig nære venner. Det var her, min lille søn tog sine første skridt«.
»Og jeg må se ud som en, der hører til her. Jeg har i hvert fald været ude for, at der var en dansker, som spurgte mig om vej til Nørrebro Station. Og ved du hvad? Jeg kunne faktisk godt guide ham i den rigtige retning«.
fortsæt med at læse


























