»Lørdag 24. august i år ryger helt klart ind på min top-10 over fede københavneroplevelser. Dagen startede ellers ret hektisk. Jeg skulle spille min nye single live i Go’ Morgen Danmark og havde næsten ikke fået sovet, da mit vækkeur ringede klokken halv syv«.
»Da jeg stod foran spejlet med et halvbarberet ansigt, ringede telefonen. Det var min guitarist, som fortalte, at der var gået kuk i taxaerne. Af en eller anden grund holdt der en vogn og tikkede derudad på taxameteret, uden at vi var der«.
»Heldigvis gik det hele i orden. Vi kom af sted, vi fik spillet, og det gik godt. Jeg fik pakket mine ting sammen og løb ud og fangede en anden taxa, kørte hjem til mig selv og hoppede i min egen bil og kørte til Fredericia«.
LÆS OGSÅ Københavnerfortællinger: Amerikansk musiker arrangerede festival til ære for dansk ven
Hurtigt videre
»Der skulle jeg nemlig spille kl. 18 med mit band The Blue Van til en open air-koncert. Sidste akkord var nærmest ikke ringet af, før jeg løb ud i min bil og kørte mod København igen i stor fart. Nu skulle jeg til koncert i Skydebanegade«.
»Skydebanekoncerten er efterhånden blevet en årlig Vesterbro-tradition. Det er Peter Bellis søn, Michel, som arrangerer den. Hvert år inviterer de nogle nye solister med, og i år var jeg en af dem. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg ville spille min nye single og så nogle coverting – noget Van Morrisson, et Janis Joplin-nummer og en Rod Stewart-sang«.
Dansk rockband lægger lyd til ny Apple-reklame»Men ellers vidste jeg ikke så meget. Jeg kastede mig bare ud i det. Og det gjorde de andre også. Attituden var meget sådan »Nu spiller vi bare og har det sjovt«. Det var sgu ret befriende«.
»Folk var helt vilde«
»Inden jeg skulle på, spillede Michel Belli. Hans sidste nummer var David Bowies ’Heroes’. På det her tidspunkt var klokken blevet mange, og folk var ved at være i rigtig godt humør. Musikken lød fantastisk, og den blev bare ved og ved og ved. På et tidspunkt vinkede han mig ind på scenen. »Hvordan fanden får vi lige det her rundet af?«, spurgte han«.
»Til sidst svingede han bare sin guitar over min skulder og hviskede akkorderne i mit øre. »Så kan du bare spille videre«, sagde han og gik af scenen. Så det gjorde jeg. Jeg nåede at synge omkvædet et par gange, inden bandet opdagede, at vi havde byttet plads. Så lød der et »hey« et eller andet sted fra scenen, og så rundede vi nummeret af«.
Dameklub-arrangør fandt kærligheden i rygekælderen»Vi begyndte at spille de numre, jeg havde planlagt. Og folk var helt vilde. På et tidspunkt spillede jeg Rod Stewarts ’True Blue’. Det er et fantastisk nummer, men det er ikke særlig kendt, så jeg havde egentlig lidt regnet med, at jeg mest ville spille det for mig selv«.
»Men der var glædesråb over hele linjen. Både fra de unge, som lige havde lært Rod Stewart at kende gennem The Faces, og de gamle Vesterbro-gutter, som stod der i deres læderveste og kunne huske lige nøjagtig den sang«.
Liv til musikken
»Min dag startede rimelig psykopatagtigt. Men den sluttede fantastisk. For der på scenen i Skydebanegade oplevede jeg essensen af, hvad det vil sige at spille musik. Musik er jo ikke statisk. Det er noget levende, som får nyt liv ved små blikke og pludselige råb. Og det skete her«.
LÆS OGSÅ The Blue Van begår sit hidtil bedste album
»Samtidig var koncerten også et eksempel på det København, jeg virkelig elsker. Det var måske ikke alle, som syntes, at det var fedt, at der var et rockband, som spillede til klokken et om natten, men der var ingen sure miner overhovedet. Tværtimod virkede det, som om musikken samlede hele gaden«.
fortsæt med at læse
