I Aarhus er der to vejkryds, som mennesker af en særlig støbning forveksler med hinanden de første gange, de færdes der. Krydsene ligner sådan set ikke hinanden mere end andre vejkryds. Men uanset hvilken af de to trafikale knuder man står i, bliver man draget af universitetets gule altomsluttende mure. Det sker der, hvor Langelandsgade og Nørrebrogade krydser Ringgaden.
Når man står der for første gang, er alle veje væk ens og fører ingen steder hen. Universitetets gule mursten minder én om, at man engang har fået fortalt, at stenene har netop den farve, fordi Slet Teglværk tilbød arkitekten en million gule sten kvit og frit. Sikke et håndværkertilbud, sikke en kunstnerisk frihed.

