Sommervejret må vi kigge langt efter. I søndags faldt der til gengæld, hvad der svarer til en halv måneds nedbør på én dag. Skal vi græde eller grine?
Foto: Ivan Riordan Boll (arkiv)

Sommervejret må vi kigge langt efter. I søndags faldt der til gengæld, hvad der svarer til en halv måneds nedbør på én dag. Skal vi græde eller grine?

Klummer

Ibyens klummeskribent: »Alle burde have ret til at være gråvejrsdepressive, uforetagsomme og rastløse om sommeren«

Eva Lange forsøger at holde humøret højt med Jens Lekmans sommersang.

Klummer

Når temperaturen kommer over 25 grader mindst ét sted i landet, er det sommer, siger DMI.

En officiel meteorologisk sommerdag. Dem har der indtil videre været nul af denne juli. Det er ikke sket siden 1979. I søndags faldt der til gengæld, hvad der svarer til en halv måneds nedbør på én dag. Det er lige til at blive småmelankolsk af, hvis ikke man allerede havde hang til den slags i forvejen.

Jeg ved det, for jeg gik tur ved Søerne, da himlen gik grassat og i løbet af 20 minutter forvandlede byen til et tristessetungt Ingmar Bergman-filmset.

Svanebådene ved Kaffesalonens ponton virkede endnu mere latterlige i regnvejr, linet op vinge ved vinge uden nogen mennesker i. Regndråber fra kastanjetræerne langs med Peblinge Dossering piblede ned på stien, der var fuldstændig ryddet for de sædvanlige ihærdige løbere, barnevognsgængere og to go-kaffedrankere.

»Det burde føles som frihed«

Alle har ret til at søge lykken ifølge den amerikanske forfatning. Men alle burde også have ret til at være gråvejrsdepressive, uforetagsomme og rastløse om sommeren. Kan vi ikke få det skrevet ind i Grundloven med det samme, mens vi alligevel går rundt og venter på sommeren, tænkte jeg, mens jeg gik over Dronning Louises Bro i søndags (Tip: Regnvejr tømmer broen for reggae-spillende lydanlæg. Helt rart, faktisk). Eller kan vi få det på dagsordenen til næste møde i Borgerrepræsentationen i det mindste?

Det sløje sommervejr får mit allerede temmelig vægelsindede forhold til det at bruge min sommerferie i København til at vakle endnu mere. Det kan virkelig være en skør affære at holde ferie i byen, særligt når solen slækker på sig selv, og de fleste er rejst til udlandet eller i sommerhus.

Det er, som om følelsen af at gå glip af ting er særligt stærk på det her tidspunkt af året, hvor man måske er så heldig at have flere ugers ferie i træk. Tid, der burde føles som frihed, men ofte ender med at føles som det modsatte.

Lammet over alle mulighederne går man rundt med en snærende fornemmelse af, at ligegyldigt hvad man beslutter sig for at lave, så er det ikke dér, man får allermest ud af sommeren. Jeg ved det, det er et tåbeligt luksusproblem, og man burde være taknemlig, være sig sine privilegier bevidst, vær dog lidt glad og så videre. Men er vi ikke flere herinde i byen, der har det sådan?

Et åbent vindue er smukt uanset sol eller regn

Da jeg kom hjem til min lejlighed efter gåturen, helt søbet ind i regn, åbnede jeg mit køkkenvindue. Det vender ud mod en stor gård ved Korsgadehallen. Jeg kunne høre børn, der legede dernede. Det gør de stort set hver dag, uanset hvordan vejret er.

Og når jeg kigger over på den modsatte side af karréen fra mit køkken, kan jeg altid få øje på et vindue med lys i. Indimellem kan jeg høre en svag summen af musik inde fra én af lejlighederne. Her er der altid nogen hjemme. Altid nogen, som ikke er i sommerhus, syd på, i gang med at drikke kolde øl under en parasol eller andre sommerfantasier.

Det fik min sommer-Sehnsucht til at lette en lille smule. For selv en dårlig sommerdag er vel som oftest rimelig god. Ikke?

Eller som Jens Lekman synger det langt bedre på sit følsomme, forsvenskede engelsk i sangen ’Another Sweet Summer’s Night on Hammer Hill’:

»It’s hard to stay mad when there’s so much beauty, an open window, someone’s playing ’Tutti Frutti’«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

IBYEN