I tre uger har jeg været bundet til sofaen med et låst knæ som følge af en målmandstjans på min datters U11-hold. I tre uger har jeg været afhængig af den mad, som velmenende familie og venner har bragt mig i sofaen. Ikke værst, tænker du sikkert. Men nej.

For allerede i ambulancen på vej væk fra kunststofbanen bag Svanemøllen stod det klart, at jeg ud over en fuldstændigt forudsigelig og ganske smertefuld overvægts- og minusformrelateret knæskade også havde et lige så forudsigeligt, dittorelateret forhøjet blodtryk. Et blodtryk i et leje, som gjorde, at ingen kirurger havde lyst til at stikke en kniv i mig, af frygt for at jeg ville flapre væk som en punkteret ballon.