Da jeg cyklede hjem fra Noma i sidste uge, var det med den der nærmest postcoitale begejstring i hele kroppen. En sprængfarlig blanding af usigelig glæde, lettelse, taknemmelighed og en lille smule klædelig skamfuldhed.

Et besøg på Christiania-baren Nemoland efter middagen havde ikke gjort den stemning mindre præsent, indrømmet. Nemoland efter Nomaland, det virkede passende. Jeg strøg hjemover hen over brostenene, sang højt med på Totos ’Hold the line’ og var, ud over en plage, sikkert også til fare for mine omgivelser.