»Få fat i chefen! Få fat i chefen! Sig til ham, at vi er ved at løbe tør for mel – jeg gentager, vi løber tør for mel!«.
Den unge, kvindelige medarbejder tager sig til headsettet og sukker dybt. Hun ser udmattet ud, og armene hænger ned langs siden.
Hvis det her var en film, var det nu, man godt kunne bruge redningen i 11. time.
Og så sker det! Assistancen! Porten til lageret går op, og en småbumset teenager kommer flyvende ud derfra på en palleløfter fyldt med mel – en ridder på sin speltmelsganger, der kommer hende til undsætning.
Han når dog knap nok at fylde hylderne op, før et par husmødre kaster sig grådigt over byttet som løver over en økomærket gazelle.
Jeg står med min lille indkøbskurv og beskuer optrinnet, for selvfølgelig står jeg her også. Som den usle hamstrer – den idiot – jeg åbenbart er. Knap nok havde DR vist indslag med alenlange køer i supermarkederne, før jeg tænkte, at jeg nok også hellere måtte nå at være med.
Hvorfor, ved jeg stadig ikke rigtig. Måske er det et urinstinkt eller en slags apokalyptisk fear of missing out? Ganske vist besluttede jeg mig for, at jeg kun ville købe ting, jeg faktisk havde brug for – eller hverdagsluksus, som jeg ikke gad være foruden, i tilfælde af at coronaen takler mig, og jeg skal være hjemme i 14 dage.
Med kurven fyldt med kun de allermest nødvendige snøfler og et yderst velassorteret udvalg af sodavand går jeg således rundt og beskuer en Lidl i hamstringstid. Det er et skizofrent syn. På den ene side har folk forbløffende travlt, når de kommer ind – med bilen op over kantstenen og løbende ind i joggingbukser. Men så snart de så er inde i butikken, tager opdragelsen alligevel over, og de går høfligt rundt, laver småjokes med naboen (som også er ude i joggingtøj) og tager sig god tid til at kigge på varer.
Herefter fylder de så hele favnen med dåsemakrel af den mest udpinte discountvariant, som var de eneforsørger til et pensionat af herreløse katte, og stiller sig pænt i kø. En mand siger høfligt undskyld, da han er ved at tromle mig ned med en indkøbsvogn fyldt til randen med lokumsruller – og kun lokumsruller. Han er nok den type familiefar, der, når krisen kradser, og både unger, job og hverdag viser sig umulig, forskanser sig på toilettet med en iPad og en opladt powerbank og nu vil overvinde corona med samme strategi.
Hvis man ledte efter en apokalypse i ’Mad Max’-stil, går man forgæves.
Højst kan der vrisses lidt, når nogen laver finten med at stå bagest i én kø for så at stille sig forrest ved den nye kasse, der lige er åbnet, som de absolutte troglodytter, de er.
Eller stå skulder ved skulder med typer som undertegnede, der går mod alle gode råd og formaninger, bare så de kan sikre sig et forråd af kvalm romkuglekage og sodavand så proppet med e-stoffer, at det nok skal overleve både mig, mine børnebørn og hele min fremtidige slægt.
Og var det – strengt taget – nødvendigt? Nej, det var det nok ikke. Og da jeg betaler for mit krigsbytte, undskylder jeg da også til pigen i kassen for, at hun er kommet på overarbejde.
Hun smiler lidt træt og siger med et grin:
»Skidt pyt – det skal nok gå alt sammen«.
Og ja. Mon ikke det gør?
Jeg når knap nok inden for døren med mit rov af tilsætningsstoffer, før en solid bondeanger rammer mig, for hvad skulle det lige gøre godt for? Behøvede jeg at købe ekstra ind klokken nat?
Og hvorfor fanden købte jeg ikke voksenmad, nu jeg alligevel var i gang? Jeg trøster mig med, at den paniske reptilhjerne har fået sit fix, og nu kan ikke-idioten forhåbentlig tage styringen herfra. Han kommer til at vente pænt, til hysteriet har lagt sig, og der igen er ro i supermarkederne.
Og indtil da skamæde snøffelforrådet i en grad, at han aldrig igen lader reptilhjernen løbe med forstanden. Bøvs.
fortsæt med at læse
