Der er krig, og ordene, holdningerne, budskaberne, meningerne rammer mig som vinden en stålgrå morgen, hvor jeg er ude at gå med aviser, aviser, der er tunge af decembers fugt, aviser, der går i stykker, når jeg prøver at stikke dem ind gennem brevsprækkerne, aviser, der bliver ædt af små arrige analfabetiske puddelhunde, og hvis hunde kan drømme, så drømmer de om at komme ud og bide mig i benene, bide gennem mine brune fløjlsbukser og pisse på mine scooterstøvler i størrelse 39, for jeg er 12 år gammel, og mine fødder er ikke fuldt udvoksede, men avisen skal ud, for den er proppet med mening, meningsløst proppet med nogen, der vil noget, har noget at sige, noget at sælge.
Der er krig, og alle mener alt om alt, og jeg orker ikke flere meningsløse meninger, holdningsløse holdninger, dækningsløse argumenter for døve øren, så jeg slår notifikationerne fra på min telefon, gemmer mig i en bog, bag en guitar, på en cykel, og hopper nøgen i havnen i vinterfrakke og solbriller, hallo, hallo, kan du høre mig, det er mig, jeg, der taler, råber og synger, bare for at få lidt ro, for jeg er rastløs og rasende.
Der er krig, og der er en virus, en snotdum virus, der har stjålet sproget, og hvad er det for noget, og skal du nu også rime, dit skvat, lige nu, hvor der er krig, og alle er specialister og goddag, det er TV Avisen, synes du, det er godt, at der bliver gjort noget mod noget, ja, det synes jeg, nå, det er godt, så sker der da lidt.
Der er krig, og jeg sidder derhjemme og skynder mig ud, for jeg er nødt til at mærke, om verden stadig er der, mærke efter med mine fødder, og jo, Godsbanegade fører stadig ned til Dybbølsgade, og på Enghave Plads bor der en ven, og han siger det samme igen og igen og en gang til, og han mener det, tror jeg, han synes det, ved jeg, og jeg vil gerne høre det samme igen og forfra og bagfra og fra siden, og ikke fordi han har mere ret end alle andre, men fordi det er ham, der siger det, og det kan jeg lide, har jeg besluttet og bestemt og valgt.
Der er krig, og vi kæmper om hver en meter. Frem og tilbage, den stædigste, fuldeste, groveste, dummeste vinder. Jeg løber ud på Amager Fælled og op på bakken, Amagers højeste sted, og forsøger at lade øjnene følge horisonten hele vejen rundt fra Vesterbro ind over centrum, videre ud over Christianshavn og Sverige, og om lidt kan jeg se helt ned til Køge, så Sydhavnen og snart er jeg vel hjemme igen, men koncentrationen svigter, og jeg må begynde forfra, og til sidst fryser jeg så meget, at der ikke er nogen vej udenom, så jeg løber baglæns ned ad bakken og ud i menneskeheden igen.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
