Hvordan er det nu, man går på bar og lader, som om man orker at høre på, at folk svarer på ens historier med deres egne historier? Ibyens klummeskribenten forsøger at finde svar.

Jeg kan umuligt være den eneste, der sidder lidt mærkeligt på en barstol i de her dage

Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Foto: Peter Hove Olesen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Okay, her kommer en hemmelighed. Men jeg skal først lige tage mig sammen og have pusten, bevares.

Med den ene hånd på styret og den anden med min telefon i hånden zigzagcykler jeg ned ad Blågårdsgade. Jeg skal mødes med en veninde, jeg har glemt, hvordan lyder, på en bar. Props, skrev hun, at baren hedder. Det er en coffee shop, siger Google Maps, fucking løgn, tænker jeg. Hvor er nærmeste kiosk, så jeg kan finde noget med noget skarpt i, lidt potens til min måske kommende flat white. Ellers klarer jeg ikke første aften ude i virkeligheden, den første i en nyåbnet by, hvor mit grottejeg rykker ud blandt andre fremmede mennesker, der ryger og drikker og snakker. Og ’råhygger’, som nogle ubehageligt kalder det.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her