»Skønhed er livets salt«, siger den ikoniske karakter Tanya i hitserien ’White Lotus’, mens hun – mangemillionæren – befinder sig i en vanvidslækker italiensk renæssancevilla på Sicilien. Det er lidt sværere at stille sig helhjertet bag den sandhed, når man bor i stuehøjde med udsigt til Vestre Fængsel og et skraldeskur.
Min æstetiske spleen har fået mig til at tænke på en fascinerende trend, som om noget symboliserer det komiske møde mellem æstetisk overambition og hverdagsbøvl: den beige børnetøjsbølge.