Hvilke tårer skal man græde, når en serie så gennemført satirisk og menneskeligt virtuost som første sæson af ’White Lotus’ vender tilbage som en doven farce, hvis før så skarpe blik for ulighed og hykleri er dugget fuldkommen til i en italofil Aperol-brandert af vesuviske dimensioner? Salte, bitre, limoncello-syrlige?

Jeg hylede af grin og krummede mig sammen som en menneskelig bænkebiderbold af pinlighed over første sæsons eminente portræt af smukke, rige hvide amerikaneres privilegieblinde hærgen på resortet The White Lotus på Hawaii.