Aldrig har dysfunktionalitet, angst og smerte set så godt ud som i tv-serien ’Euphoria’, som tog verden med storm i 2019. Det var en serie, der var fuldkommen sej. Sej på den intenst seje måde, som noget er sejt, når man som ung oplever at blive blæst sanseligt omkuld af noget, som man ikke troede fandtes i verden. En hyperæstetisk på én gang glimmerglat og beskidt genrehybrid af en serie, hvor vi fulgte i hælene på den stofmisbrugende unge hovedperson Rue (superstjernen Zendaya) ned i et mørkt kaninhul af psykisk smerte og den første kærlighedseufori.
Det var også en serie, der på sublim vis forbandt det subtile, sanselige drama med det følelsesmæssigt storladne – ikke mindst på grund af den intelligente, surrealistiske brug af musik, animation og slowmotion-sekvenser.
