Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mååååål. Pele scorede omkring 1.200 mål i sin glorværdige karriere. Her hænger han over grønsværen i et saksespark i 1968.
Foto: AP (arkiv)

Mååååål. Pele scorede omkring 1.200 mål i sin glorværdige karriere. Her hænger han over grønsværen i et saksespark i 1968.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En ny filmfestival for fodbold stempler ind i København

København har fået en ny filmfestival for fodbold. Den vil vise, at fodbold handler om andet end mål og store stjerner. Men selvfølgelig kommer man heller ikke her uden om Messi og Ronaldo.

Klummer
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi sad rigtigt og hyggede os i liggestolene i skumringen på stranden i Cannes. Min gode kollega Dr. Müller og jeg, der sad og følte, vi fik en velfortjent pause fra de østeuropæiske kunstfilm.

For oppe på lærredet var et vaskeægte orgie i fuld gang. En af den slags orgier, der virkelig kan fyre op under en mand. Nemlig et målorgie.

Scoring efter scoring. Den ene mere spektakulær end den anden. Filmen hed vistnok ’Pelé Forever’, men det var ikke dramaturgien, der imponerede. Filmen bestod, bortset fra billederne af Pelé som et overordentligt glimrende og samfundstjenende familiemenneske, af mål, mål og atter mål.

En god del af de omkring 1.200 mål, Edson Arantes do Nascimento, bedre kendt som Pelé, lavede i løbet af karrieren, rullede hen over lærredet. Når man, som jeg, stadig kan huske fornemmelsen i mellemgulvet fra dengang, Pelé i Mexico i 1970 steg uimodståeligt til vejrs og headede hårdt ned imod målhjørnet, hvor Gordon Banks mirakelreddede, ja, så er det bare noget særligt.

Og så skete det. Foran et par hundrede halvdøsige strandbiografgæster stod pludselig Pelé på scenen foran lærredet og lod sig hylde. Kneb vi hinanden i armen, Dr. Müller og jeg, trods vores decideret blufærdige forhold til kropsberøring? Jeg kan ikke huske det, men det var under alle omstændigheder i orden. For det var jo fodbold og ikke film.

Men på en anden måde havde man det jo, som om man var blevet taget på fersk gerning. Pelé! Det overskyggede jo ligesom alt.

Brad Pitt kunne falde over Cate Blanchetts ben og lande lige i skødet på Tarantino, men jeg tvivler på, at det ville gøre lige så stort indtryk, som da jeg interviewede Eric Cantona i forbindelse med Ken Loachs ’Looking for Eric’.

Ak ja, indeni selv en seriøs gammel filmkritiker spræller en hjælpeløs fanboy, når først det gælder fodbold

Og bare Cantonas magtfulde attitude og magiske gennembrudskraft på Old Trafford for mit indre blik ... Ak ja, inde i selv en seriøs gammel filmkritiker spræller en hjælpeløs fanboy, når først det gælder fodbold.

Hvilket fører os frem til anledningen til denne artikel. København har nemlig fået en filmfestival, der sætter fodbold til debat. ’Shoot!’ hedder den, og der er kick-off 16. november til fire dages helt seriøs fodboldfilmfest.

Taktik er ikke dramaturgi

Festivalen inviterer skoleelever til film i klublokalerne hos B1908, Nørrebro United, Fremad Valby og Skjold.

Filmene fokuserer på tre overordnede temaer. Foldboldklubber som identitetsskaber og magtfaktor. Idoldyrkelse og rollemodeller og endelig kvinder og bøssers muligheder for at lege med i en kultur, hvor heteroseksuelle mænd står for de fleste herretacklinger.

Der afsluttes med ’Shoot! Film Maraton’, hvor hele 22 film er på plakaten lørdag 19. november i Prismen på Amager. Her kan man møde den brasilianske fodbolddemokrat Sócrates, den engelske krudtkanut Paul ’Gazza’ Gascoigne og høre og se Cristano Ronaldo fortælle om, hvor hårdt det faktisk er at være ham. Film om fankultur, om fodbold, politik og samfund, om hooligans, pigefodbold og den p.t. nok så omtalte jargon i omklædningsrummet og meget, meget andet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For en halv snes år siden blev det moderne at lave eksperimenterende fodboldfilm. Jeg husker især ’Zidane – et portræt fra det 21. århundrede’, hvor man i mere pixeleret end ophidset stemning fulgte samtlige Zinedine Zidanes boldberøringer igennem en hel kamp mellem Real Madrid og Villareal fra 2005. Normalt kipper jeg gerne med kasketten for æstetikken, men helt ærligt, når bolden ruller, vil jeg se mål og resultater og ikke sådan noget fortænkt videobadeboldballet.

Taktik er ikke dramaturgi. Hvor gerne en træner end måtte ønske sig det. Planer går galt, og strategier løber ud i sandet. Det er uforudsigelighedens potente og den næste boldberørings potent akavede eller zen-brillante øjeblik, der gør den ofte så målfattige sport magisk. Vil øjeblikket indtræffe? Hvordan vil det tage sig ud? Og hvilke konsekvenser vil det få?

Tag uforudsigeligheden ud af ligningen, og fodbolden punkterer (hvilket er et argument imod disse års massive bevægelse mod en superliga af superrige superklubber, men det er en anden snak). Og derfor er det så hundesvært, at lave noget, der bare minder om troværdig fodbold i en fiktionssammenhæng.

Så er man nødt til at fokusere på spillet uden for banen eller som i ’Sommeren ’92’ klippe en hæl og hugge en tå. Hvad man ikke kan genskabe, er fornemmelsen af, at man vitterlig ikke ved, hvad der vil ske i næste øjeblik.

Der er spørgsmål nok at tage fat på

Til gengæld er dokumentarfilm om fodbold et område, hvor der er rig mulighed for udforskning. Magt, penge, spænding, skidt, der kommer til ære, og gyldne løfter, der falder til jorden med et brag. Der er drama nok i fodbold, og der bliver i øjeblikket lavet rigtig mange fodbolddokumentarer.

Også selv om man skal lede længe efter aktører, der både kan noget med bolden og uden for banen. Men så er det jo godt, at en fyr som Zlatan Ibrahimovic er blevet født for at plante sine store fødder noget så eftertrykkeligt på grønsværen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er spørgsmål nok at tage fat på. Hvorfor er Lionel Messi så langt nede i lommen på sin far – og hvem er hans frisør? Hvorfor ser Mourinho ud, som om han har et lændeklæde dyppet i iskoldt eddikevand under bukserne? Er supertaberne fra rabarberkvartererne som Union Berlin, St. Pauli og Frem et udtryk for, at Trump og de autonome har mere nostalgi tilfælles, end de tror? Og har de noget at have det i?

Lærredet er firkantet, men bolden er rund.

Læs mere:

IBYEN