Verdens største skib. Ikke bare verdens største inden for en eller anden slags skib. Men verdens største skib what so ever.
Det er er klart, at det er stort. Men nu da jeg er Københavneriet, er det meget belejligt, at da vi storkede rundt på containerskibet ’Majestic Maersk’, var den allerstørste oplevelse faktisk udsigten ud over havnen og byen: Sådan havde jeg aldrig fået den før.
Den havde jeg ikke lige set komme. Det var stort.
SE FOTO Kom helt tæt på verdens største skib
Kajen er afspærret med liner, skilte vægge og hegn. Jakkesæt småsludrer med hinanden op ad gigantiske billboards, Maersk-babes, unger piger i lyseblå crewjakker, deler vaniljekranse og brochurer ud til de forsamlede i chancekøen, der skal ind og se havets nye vidunder.
Men sikkert først om en time. Security, matroser i orange, styrmænd i uniformer med skinnende knapper.
Rigelig morgengymnastik
Lad mig sige det sådan til de læsere, der har planer om at aflægge ’Majestic Maersk’ et besøg de næste tre dage, hvor rederiet viser gigafartøjet frem for enhver, der har mod på at stå i kø, indtil der er plads: Drop træningscentret såvel som løbeturen den morgen.
Man får rørt sig en hel del, når man skal frem og tilbage hen og ned og op på verdens største skib.
Det siger måske sig selv, men det var vi ikke alle sammen forberedte på, den dag Københavneriet mønstrede ’Majestic Maersk’.
VIP'erne har forladt den røde løber
To svenske kvinder skræpper op fra en lang liste af sikkert grundigt forberedte spørgsmål, en journalist fra Københavns Miljø TV, brokker lidt over, at hans fotograf var nødt til at tage hjem, fordi hans p-billet var ved at udløbe.
Den røde løber er blevet liggende, efter at alle VIP’erne er kørt væk.
Mikkel fra Maersks pr-afdeling fortæller, at det godt kan tage fire-fem minutter at gå fra den ene ende af skibet til den anden ... »afhængigt altså af hvor hurtigt man går«.
60 meter over vandets overflade
Fra et sted på Langeliniekajen, nogenlunde midt imellem Frihavnen og Den Lille Havfrue, befinder vi os efter den lange opstigning, mest via et stilladstårn, der er bygget til besøgsugen, 60 meter over vandets overflade.
Talking about ’se din by fra tårnets top’. København har sjældent set så lille ud, og naturligvis bliver man lille og ydmyg indvendig konfronteret med så meget storhed på en gang.
Det er først heroppe på G-dækket, at der begynder at lugte som på et skib: af metal, maling og olie.
40.000 gæster
På det tidspunkt (onsdag middag) har rederiet modtaget omkring 10.000 gæster.
Og så har man ikke engang medregnet HKH Mary og HKH Frederik, alle de skandinaviske ceo’s, Maersks egen Nils Smedegaard Andersen, chefen Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, Margrethe Vestager, Københavneriet og alle de andre, der var med til at døbe skibet.
Når weekenden er omme, regner Maersk-folkene med, at i alt 40.000 har været om bord på skibet.
Tilknappet venlighed
398 meter langt, 59 meter bredt og med plads til 18.270 containere. Man skal ikke være bange for tal og mænd med slips, når man er på besøg på verdens største skib.
Men selv om de præsenterer sig som chief operating officer som nu for eksempel en, der hedder Morten, er det hele nu meget menneskeligt og foregår i god ro og orden.
Venligheden er tilknappet, tålmodigheden grænseløs og serviceniveauet højt. Frem for alt er der en særlig stemning præget af fornemmelsen af, hvor små vi er alle sammen – set i forhold til det gigantiske fartøj.
Mandskabsrummene minder om Autobahn-moteller
Det er svært at sammenfatte et indtryk af besøget, nogenlunde lige så svært, som det er at forestille sig, hvordan det må være at opholde sig om bord, når verdens største skib er ude på ruten, der groft sagt går fra Göteborg til Shanghai og tilbage igen.
Det hele er også så nyt. Det er svært at tro, at de velordnede mandskabsrum er beboet af mænd. Lige nu ligner de mest motelværelser på Autobahn.
Skalaen, volumenet, effektiviteten, energiforbruget – alt sammen drejer sig om at holde omkostningerne så langt nede som muligt.
En provinsby til 20 personer
Morten fortæller, at skibet rent faktisk kan være operationelt og bemandet i forhold til alle sikkerhedsforskrifter, når der bare er 13 personer om bord. Men der er nu for det meste 20.
20 personer, der bor på et areal på størrelse med en mindre dansk provinsby og flytter 18.270 containere fra et sted på Jorden til et andet.
Når de er på sejlads, sker det i turnusser med 11 uger på søen ad gangen. Der er ikke noget med noget, når skibet er i havn.
De læsser et par tusinde containere af, det tager et par timer. Så er det videre. Heldigvis stikker ’Majestic Maersk’ ikke dybere, end den kan nå igennem Suezkanalen.
18 mere på vej
Nede på kajen: balloner, boder, musik og udstillinger. Fra en container deler de bananer ud fra de varme lande.
Vi står og glor op på det gigantiske skibsskrog. Tænker på Singapore, Tanger, Port Said og Gdansk.
Hvor verden dog er kæmpestor. ’Majestic Maersk’ er det andet skib af sin type, der er kommet i søen. Der er 18 flere af samme slags på vej fra værfterne i Sydkorea.
Keep Copenhagenweird
fortsæt med at læse




























